Boris Johnson beskylder Iran for at stå bag olieangreb: Vil ikke udelukke militært modsvar

På vej til New York gav Boris Johnson Iran skylden for missilangrebet på saudiske oliefaciliteter.

BRITAIN-QATAR-DIPLOMACY
Boris Johnson har tænkt sig at bruge FNs generalforsamling til at komme nærmere »et fælles modsvar« til Iran. Arkivfoto: Frank Augstein/Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Storbritannien tilslutter sig nu den gruppe af lande, som er overbeviste om, at Iran stod bag angrebet på oliefaciliteter i Saudi-Arabien tidligere på måneden.

Det fortalte Boris Johnson de journalister, som var med om bord på det fly, der har fragtet premierministeren til FNs generalforsamling i New York, skriver Sky News.

Han afviser ikke, at det britiske militær kan blive involveret i en fremtidig militær respons mod Iran.

»Vi vil overveje, hvordan vi kan være behjælpelige, hvis vi bliver spurgt – alt afhængigt af hvad den nøjagtige plan er,« sagde Johnson.

Han fortalte, at Storbritannien nu mener, at der er »en meget høj grad af sandsynlighed for«, at det var Iran, der stod bag det drone- og missilangreb, som 14. september satte en stor del af den saudiske olieproduktion ud af spillet. Iran har nægtet at stå bag angrebet.

Omtrent samtidig fortalte en britisk embedsmand, at det er »usandsynligt«, at de iransk-støttede Houthi-oprørere i Yemen kan have gennemført angrebet, sådan som de selv hævder.

Johnson slog fast, at han ikke ønsker at eskalere den verserende krise yderligere.

I New York ventes Boris Johnson at skulle mødes med den franske præsident, Emmanuel Macron, og Tysklands kansler, Angela Merkel – i den såkaldte E3-gruppe koordinerer de typisk en fælles Iran-politik. Hverken Tyskland eller Frankrig har indtil videre direkte beskyldt Iran for at stå bag angrebet.

Tirsdag skal Johnson mødes med Irans præsident, Hassan Rouhani.

Premierministeren håber, at han kan bruge generalforsamlingen i New York til at »bringe verden sammen i en respons til, hvad der skete i Saudi-Arabien«, sagde han på flyet.

»Udfordringen er, hvordan vi organiserer et globalt modsvar – hvad der skal være vejen frem. Vi vil samarbejde med vores amerikanske venner og vores europæiske venner om at konstruere et modsvar, som skal deeskalere spændingerne i Golf-regionen.«

Johnson afviste at svare på, hvilken form for respons han foretrækker, og ville hverken udelukke sanktioner eller et militært modsvar.