Borgmestre udskriver bøder til sexkunder

Hårdføre metoder. Billeder af sexkunder i lokalavisen eller en moralsk opsang fra borgmesteren i form af et brev. Metoderne er utraditionelle, når borgmestre i den norditalienske region Veneto tager kampen op mod prostitution og kvindehandel.

Borgmestre i den norditalienske region Veneto har taget utraditionelle metoder i brug, for at komme prostitution til livs. Det fik de prostituerede i Padova til at demonstrere i maj, hvor nogle sågar lovede, at »varen« ville være gratis, hvis deres kunder blev snuppet af politiet. <br>Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

Ses man i selskab med en prostitueret i en lille italiensk kommune, får man automatisk brev fra byens borgmester.

»Jeg er overbevist om, at De kom forbi ved en fejl Jeg håber, at det ikke gentager sig...«

Sådan lyder teksten i brevet fra Fiorenzo Berton, der er borgmester i den lille kommune Nervesa della Battaglia, og den lille kommune er kun én ud af mange i den Nordøstitalienske region Veneto, der tager nye midler i brug for at bekæmpe prostitution.

I Nervesa della Battaglia holder byens prostituerede til i en særlig gade, som Borgmesteren for nyligt afspærrede for al trafik. Gaden bliver kontrolleret flittigt af politiet, der udstikker bøder til biler, der standser op for at købe sig til kvindeligt selskab. Og for at kunderne skal skamme sig, har den lille bys borgmester besluttet sig for også at skrive en officiel opsang til kunderne.

Fiorenzo Bertons idé er ikke ny. Han følger en model som flere kommuner i området benytter sig af. Det drejer sig om en lov, der gør det muligt at straffe folk, der holder i en bil i særlige områder uden en god begrundelse. For eksempel i Padova, hvor byens borgmester i flere måneder har udstødt bøder til sexkunderne. Ifølge avisen La Repubblica 90 bøder per dag.

Gratis sex til de uheldige
Men modellen har også fæstet rod i Treviso og Verona. Alle kommunerne ligger i regionen Veneto i det nordøstlige Italien en region, der er en naturlig passage for kvinder, der bliver handlet fra Østeuropa til Italien.

Det er borgmestre fra hele det politiske spektrum, der har taget de skrappe metoder i brug: »Vi kunne ikke længere ignorere fænomenet. Det er blevet bekymrende i nogle kvarterer og områder af byen. Først og fremmest i sommeren, hvor mødre går tur med barnevogne og børn eller familier ude for at spise is. Vi kan ikke tillade os, at de er vidner til sexmarkedet,« siger Padovas borgmester, Flavio Zanonato, til magasinet Espresso.

De nye metoder fik Padovas prostituerede til at demonstrere i maj. De gik i optog med skilte, der viste deres foragt for borgmesterens nye politik, der gav dem lommesmerter.

»Nej til bøder, ja til red light zoner,« lød deres slogan.

Nogle lovede sågar, at varen ville være gratis, hvis deres kunder blev snuppet af politiet.

Men der er også kommuner, der har langt skrappere sanktioner i tankerne end et personligt brev fra borgmesteren. I kommunen San Fior, ligeledes nær Treviso, har borgmesteren besluttet at tage billeder af kunderne og offentliggøre dem i de lokale aviser.

Centrum-venstre-borgmesteren, Cesare de Martin, venter nu på en advokats godkendelse af sin idé. Hvis forslaget bliver godkendt, bliver det måske den nye frontlinje i kampen mod prostitution.