Der er registreret "cirka 25 personer" på danskerlisten i Venezuela.

Det oplyser Udenrigsministeriet på e-mail til Ritzau, efter at USA har angrebet mål flere steder i Venezuela og taget landets præsident, Nicolás Maduro, til fange.

Ministeriet understreger, at det er frivilligt at til- eller afmelde sig listen.

- Så det faktiske antal danskere i landet kan derfor være højere eller lavere, skriver ministeriet.

- Udenrigsministeriet er i gang med at foretage opringninger til de registrerede på danskerlisten for at orientere om den seneste push-meddelelse udsendt 3. januar.

Tidligere lørdag opfordrede ministeriet danskere i Venezuela til at blive inden døre, hvis de er i nærheden af uroligheder.

- Efter nattens angreb i Venezuela er situationen alvorlig og uforudsigelig.

- Hvis du befinder dig i Venezuela, bør du holde dig på afstand af eventuelle opløb, demonstrationer og plyndringer, hvis de opstår - og bliv inden døre. Orienter dig via medierne, lød det i et opslag på det sociale medie X.

Tilbage i begyndelsen af december udsendte ministeriet en meddelelse om, at danskere i Venezuela bør overveje at forlade landet.

Det sydamerikanske land blev natten til lørdag lokal tid angrebet af USA.

Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, er blevet fanget og fløjet ud af landet sammen med sin hustru.

Han tiltales i New York for narkoterrorisme og smugling af kokain, oplyser USA's justitsminister, Pam Bondi.

De amerikanske angreb på hovedstaden Caracas samt flere delstater i Venezuela kommer efter flere måneders spændinger.

USA's præsident, Donald Trump, har beskyldt Maduro for at være skyld i, at hundredtusindvis af venezuelanske migranter er rejst til USA. Desuden har Trump anklaget Maduro for at lede en kriminel gruppering.

Modsat hævder Venezuelas regering, at USA har angrebet landet for at overtage dets enorme oliereserver.

/ritzau/