Bookmakere tvivler stærkt på skotsk selvstændighed

Langt de fleste bookmakere har de seneste dage ændret deres odds på den skotske afstemning i en retning, der klart viser, at de ikke tror på et skotsk ja til selvstændighed.

Spørger man bookmakere, der lever af at vurdere sandsynlighed, så bliver det med ret stor sikkerhed et nej til skotsk selvstændighed ved dagens afstemning i Skotland. Fold sammen
Læs mere
Foto: PAUL FAITH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Spørger man bookmakere, der lever af at vurdere sandsynlighed, så bliver det med ret stor sikkerhed et nej til skotsk selvstændighed ved dagens afstemning i Skotland.

London-avisen City A.M. har sammenholdt udviklingen i odds hos 23 store bookmakere, og de viser en ret ensidig udvikling mod større sandsynlighed for et nej.

Onsdag havde 20 ud af de 23 således sænket deres odds på et nej, fordi sandsynligheden i deres øjne er steget for, at det bliver et nej. To havde uændrede odds, mens kun én bookmaker gik i modsat retning og ser en større sandsynlighed for et ja.

Kigger man samlet på de 23 bookmakeres odds var sandsynligheden onsdag 83,3 procent for et "nej" og 22,2 procent for et "ja", beretter City A.M. Der er tale om en median-sandsynlighed, så de to tal tilsammen giver ikke 100.

Tirsdag lød de 23 bookmakernes samlede sandsynlighed på 80 procent for et "nej" mod 26 procent for et "ja".

Bookmakerne sætter i øjeblikket typisk skillelinjen omkring 47,5 procent for et ja og 52,5 procent for et nej som det mest sandsynlige resultat af afstemningen.

Tror man, at bookmakerne og meningsmålinger tager fejl - det er jo sket før - er der til gengæld gode penge at hente på et "ja" - man får pengene mere end fire gange igen de fleste steder.

Og en, der har mange penge og opfordrer til et "ja", er den skotske tennisstjerne Andy Murray. Han tweetede i de tidlige morgentimer torsdag, at nej-sidens skræmmekampagne har fået ham til at beslutte sig for et ja til selvstændighed. Opfordringen fra Murray lyder:

"Kæmpe dag for Skotland i dag! Nej-kampagnens negativitet de sidste par dage har helt ændret mit syn på det. Spændt på at se resultatet. Lad os gøre det!"