Bonnichsen: Al-Qaeda må være desperat

Planen er så amatøragtig, at terroristerne må være desperate, mener tidligere PET-chefkriminalinspektør.

Tidl. PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen. Arkivfoto: Jan Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Al-Qaeda er desperat efter at begå en terroraktion i Vesten.

Sådan vurderer den tidligere operative chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen på baggrund af sagen om terrorplanerne mod Danmark. Ellers ville en så amatøragtig plan aldrig være nået så langt, mener han.

- Jeg vil tolke det sådan, at man blandt al-Qaeda-relaterede grupper er særdeles desperat for at få en succes, og at man derfor har slækket på de høje krav, man ellers stiller til folk, siger Hans Jørgen Bonnichsen til berlingske.dk.

Ved Irak-krigens start strømmede der folk fra Europa til Mellemøsten, som ønskede at støtte terrornetværkene. Men mange af dem blev dengang afvist, fordi de ikke var trænede og blev set som en hæmsko snarere end som en hjælp.

Den situation har imidlertid ændret sig siden, mener den tidligere chefkriminalinspektør i Politiets Efterretningstjeneste.

- Det er indiskutabelt, at de er under pres for at få en succesoplevelse i vesten. Det har man ikke haft siden 2005 (ved terrorbomberne i London, red.) og det kan være en medvirkende årsag til, at man har slækket på "kvaliteten", siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Han pointerer, at situationen illustrerer det glædelige, at det er ekstremt svært at udføre terrorhandlinger i vestlige lande.

Læs også: Amatører med farlige forbindelser

Amatører stadig farlige

Hans Jørgen Bonnichsen erindrer ikke umiddelbart en terroraktion, der som denne er planlagt af amatører, og som det er lykkedes at føre ud i livet.

Dog minder han om, at man ikke skal undervurdere amatørerne.

- Man bør absolut ikke negligere, at amatører også kan være rigtig farlige. Det er de netop, fordi de er så ukontrollerbare og impulsive, og det er en risikofaktor i sig selv, siger Hans Jørgen Bonnichsen. Han tilføjer, at amatørerne til gengæld er langt nemmere at stoppe i en tidlig fase.

Læs også: Terrorplanerne skridt for skridt

Læs også: Terrormistænkt Rana: Jeg er uskyldig