Bomber dræber 85 i Irak

Den sekteriske vold i Bagdad er ude af kontrol. Mandag blev 75 mennesker dræbt af to bomber i den irakiske hovedstad, mens ti andre blev dræbt nord for byen.

Mindst 85 personer blev dræbt og flere end 200 andre såret, i en række bombeangreb i Irak. 75 mistede livet, da to bomber mandag eksploderede samtidig ved en markedsplads i Iraks hovedstad, Bagdad, mens ti andre døde ved en eksplosion på et marked i Baquba nordøst for Bagdad.

Den første bombe lå i en taske, der var efterladt blandt boder med dvd'er og genbrugstøj på Bab al-Sharji markedet i Bagdad, og eksploderede lige efter middag lokal tid. Umiddelbart efter eksploderede en bilbombe få meter væk.

Senere på dagen eksploderede bomben i Baquba, oplyste kilder i det irakiske politi.

De blodige angreb kommer kun seks dage efter, at en anden dobbelt bilbombe eksploderede ved et universitet i Bagdad og dræbte 70 personer.

/ritzau/Reuters