Bombeekspert: Der skal meget til for at skabe en så voldsom eksplosion

 
En voldsom eksplosion hærgede tirsdag Beirut. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Oda Jørgensen. Fold sammen
Læs mere

Det var ifølge libanesiske myndigheder 'konfiskerede højeksplosive materialer', der skabte den voldsomme og altødelæggende eksplosion i landets hovedstad Beirut tirsdag aften.

Ifølge sprængstofekspert Rolf W. Berg skal der virkelig store mængder til for at skabe så kraftig en eksplosion:

»Det ser ret voldsomt ud. For at skabe sådan en eksplosion skal man op i en mængde, der svarer til mindst otte togvogne af højeksplosivt materiale,« forklarer Rolf W. Berg, lektor emeritus i Kemi fra Danmarks Tekniske Universitet.

Han har gennemset og analyseret videomateriale fra eksplosionen.

Trykbølgen fra eksplosionen smadrede store dele af Beirut. Fold sammen
Læs mere
Foto: WAEL HAMZEH.

»Der er to faser. Først ser vi hvid røg fra den første eksplosion. Så ser vi en masse hvide blink, der stammer fra aluminium. Branden fra første eksplosion antænder så den anden og meget voldsommere eksplosion,« forklarer Rolf W. Berg.

Den anden ekplosion sendte trykbølger gennem store dele af Beirut. Trykbølgerne vendte biler på hovedet og splintrede vinduer i lejligheder og huse.

Ifølge den libanesiske sundhedsminister er mindst 2.750 såret, mens mindst 50 personer har mistet livet.

Brandmænd og politi redder en såret væk fra ulykkesstedet. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANWAR AMRO.

Meldingen om årsagen til eksplosionerne i Beiruts havneområde kommer fra den libanesiske majorgeneral Abbas Ibrahim. Det var konfiskerede højeksplosive materialer, oplyser han til libanesisk stats-tv ifølge CCN.

Tidligere på dagen var der meldinger om, at det var et fyrværkerilager, men det afviser Abbas Ibrahim:

»Det ville være naivt at sige, at sådan en eksplosion skete på grund af fyrværkeri.«

Den danske sprængstofekspert vurderer også, at det ikke skyldtes fyrværkeri, men derimod store mængder højeksplosivt materiale.