Bombe fra Anden Verdenskrig lukker lufthavn

Rejsende i London blev søndag mindet om Blitzen over London i begyndelsen af Anden Verdenskrig, da en gammel bombe i Themsen betød, at London City Airport blev lukket.

London City Airport ligger i det østlige London tæt ved forretningsområdet ved Canary Wharf. Fold sammen
Læs mere
Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bombe i Themsen lukker London-lufthavn

London City Airport oplyste søndag aften, at man har indstillet flytrafik til og fra lufthavnen efter fundet af en bombe fra Anden Verdenskrig i floden Themsen tæt ved landingsbanerne.

Bomben blev nærmere bestemt fundet nær havnen King George V Dock, der ligger tæt ved en landingsbane i Londons mest centralt beliggende lufthavn.

London blev bombarderet under Blitzen, hvor de tyske luftstyrker mellem september 1940 og maj 1941 smed tusindvis af bomber over byen.

»En eksklusionszone på 214 meter er blevet implementeret som en sikkerhedsforanstaltning af Londons politi. London City Airport er lige nu lukket som et resultat deraf,« skriver lufthavnen i en pressemeddelelse.

Der er for nuværende ingen forlydender om, hvornår lufthavnen åbner.

I mellemtiden er rejsende blevet bedt om at undgå at tage ud til London City Airport.

»Alle passagerer, der skal rejse fra London City Airport mandag, rådes til at kontakte deres flyselskab for mere information,« lyder det fra lufthavnen.

London City Airport sender primært fly ud på korte ruter. Den ligger i det østlige London ved forretningsområdet ved Canary Wharf.

Londons Metropolitan Police siger, at fundet af bomben skete omkring klokken fem om morgenen  søndag. Eksklusionszonen trådte i kraft omkring klokken ti om aftenen, 17 timer senere.

Beslutningen blev ifølge politiet taget »for at sikre, at krigsmateriellet kan blive håndteret uden risiko for befolkningen«. Det skriver Metropolitan Police i pressemeddelelsen.

Specialister arbejder sammen med flåden om at få den store bombe fjernet.

/ritzau/

Ung mand anholdt i sag om gruppevoldtægt af pige

En mand er anholdt af svensk politi mistænkt for at tage del i en gruppevoldtægt af en mindreårig pige i Stockholm lørdag aften.

Den formodede gruppevoldtægt skal have fundet sted i en lejlighed i bydelen Husby i forbindelse med en fest.

Den anholdte er i 20erne og blev tilbageholdt natten til søndag.

Derudover er svensk politi på jagt efter flere mistænkte gerningsmænd.

Det skriver den svenske avis Expressen ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Politiet ønsker ikke at oplyse, hvor mange mistænkte det leder efter, men siger, at det har efterlysninger ude.

Pigen blev efterfølgende undersøgt på hospitalet, men er udskrevet igen.

Politiet har foretaget tekniske undersøgelser i lejligheden. Det vil desuden afhøre den anholdte mand igen, ligesom at det vil afhøre flere vidner i løbet af mandag.

Nordøst for Stockholm i Gävle blev et andet tilfælde af gruppevoldtægt anmeldt sidste søndag.

Således skal flere mænd i løbet af natten mellem fredag og lørdag i sidste uge have tvunget en kvinde ind i et lokale, hvor de forgreb sig på hende.

Det skriver avisen Aftonbladet.

Ifølge avisens oplysninger havde fire-fem yngre mænd forinden bedøvet deres offer og derefter bragt kvinden til en adresse, hvor mændene mistænkes for at have voldtaget kvinden.

Ingen er anholdt i sagen.

Før jul var befolkningen i Malmø opskræmt af en serie voldtægter i byen inden for kort tid.

I midten af december blev en 17-årig pige overfaldet og voldtaget af tre mænd på en legeplads i bydelen Sofielund.

Voldtægten var den tredje i løbet af få uger, og politiet ville ikke udelukke, at det var de samme gerningsmænd, der stod bag.

Overgrebet kom efter to andre grove voldtægter i november, der også blev begået af flere gerningsmænd.

/ritzau/

Fem dræbt islamister i redningsaktion

Fem formodede islamistiske militante er søndag blevet dræbt i sammenstød med regeringssoldater i det sydlige Filippinerne.

Det oplyser militæret mandag ifølge nyhedsbureauet dpa.

Syv soldater blev såret i skudvekslingen i byen Panamao på øen Jojo, der ligger cirka 1.000 kilometer syd for Manila.

Det fortæller brigadegeneral Cirilito Sobejana, som er den øverstbefalende for militærets antiterrorenhed.

Soldaterne var blevet sendt ud for at redde gidsler, som menes at blive holdt til fange i området af medlemmer af den militante gruppe Abu Sayyaf, der har svoret troskab til Islamisk Stat.

»Ved ankomsten til området blev vores soldater beskudt af fjenden, hvilket resulterede i en skudveksling,« siger brigadegeneral Cirilito Sobejana:

»Vores soldater var meget forsigtige, fordi de troede, at Abu Sayyaf havde taget gidsler med.«

De militante menes at holde omkring 12 udenlandske og filippinske gidsler fanget på Jolo og i den nærliggende provins Basilan.

Det står ikke umiddelbart klart, hvor mange gidsler der var til stede under skudvekslingen.

Abu Sayyaf er en af de mest berygtede og voldelige militante grupper i Filippinerne.

Gruppen har gennem årene taget adskillige vestlige og lokale gidsler. Flere gidsler er blevet halshugget, hvis gruppens krav om løsepenge ikke er blevet opfyldt.

/ritzau/

Tre turister dræbt i helikopterstyrt i Grand Canyon

En helikoptertur over det ikoniske Grand Canyon-landskab i den amerikanske delstat Arizona endte lørdag eftermiddag tragisk.

Tre turister mistede således livet, da helikopteren styrtede ned.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Helikopterens tre øvrige passagerer samt piloten blev kvæstet i ulykken og er under behandling på et hospital.

Passagererne var af sted med selskabet Papillon, der tilbyder turister at se Grand Canyon fra luften i en helikopter.

En talsmand for den føderale luftfartsadministration siger, at det er uvist, hvorfor den pågældende helikopter af typen Eurocopter EC130 forulykkede.

Sent søndag aften dansk tid oplyser udenrigsministeriet i Storbritannien ifølge BBC og andre britiske medier, at de omkomne er tre britiske turister. Også de tre øvrige passagerer i helikopteren er fra Storbritannien.

»Vi yder hjælp til familierne til seks britiske turister, som var involveret i en helikopterulykke ved Grand Canyon 10. februar. Vi er i tæt kontakt med de amerikanske redningstjenester,« siger en talsmand for det britiske udenrigsministerium ifølge BBC.

Ulykken skete lørdag klokken 17.20 lokal tid. Det er endnu uvist, hvad der forårsagede styrtet.

/ritzau/