Bombe eksploderet foran den marokkanske ambassade i Libyen

LIBYEN: Tidligt mandag morgen er en bombe eksploderet foran den marokkanske ambassade i den libyske hovedstad Tripoli, skriver nyhedsbureauet Reuters.

En sikkerhedskilde oplyser, at der ikke er kommet nogen personer til skade ved eksplosionen.

Søndag affyrede bevæbnede mænd skud på den Sydkoreanske ambassade i Tripoli, hvor to lokale sikkerhedsvagter blev dræbt og en tredje blev såret.

Personer, som har erklæret troskab til Islamisk Stat (IS), har på Twitter taget ansvaret for begge angreb samt for de seneste angreb på udlændinge, ambassader og oliefelter i Libyen. Det har ifølge nyhedsbureauet ikke været muligt at verificere påstanden.

Bomben ødelagde porten til ambassaden og forårsagede ødelæggelser på en bolig, som ligger ved siden af ambassadebygningen.

BNB/Reuters