Brasiliens tidligere præsident Jair Bolsonaro er torsdag blevet udskrevet fra hospitalet og sendt tilbage til fængslet efter en vellykket operation.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den 70-årige højrefløjspolitiker blev i september idømt 27 års fængsel for at have planlagt et statskup efter at have tabt præsidentvalget i 2022.
Bolsonaro blev i sidste uge indlagt på et hospital i Brasiliens hovedstad, Brasília, fordi han skulle opereres for lyskebrok og hikke.
Han blev opereret 2. juledag, og ifølge hans hustru var operationen vellykket.
Tilladelsen til at forlade fængslet er blevet givet af en højesteretsdommer, efter at det blev slået fast, at en operation var medicinsk nødvendig for Bolsonaro.
Bolsonaro har haft helbredsproblemer, siden han blev stukket i maven under præsidentvalgkampen i 2018 og har gennemgået flere operationer. Han er også for nylig blevet diagnosticeret med hudkræft.
Bolsonaro var præsident fra 2019 til 2022. Han blev i september dømt skyldig i at have planlagt et kup mod sin politiske modstander Luiz Inácio Lula da Silva, efter at Lula vandt præsidentvalget i 2022.
Bolsonaro opildnede ifølge højesteret til et stormløb på Brasiliens parlament, højesteret og præsidentpaladset, efter at Lula var blevet taget i ed som præsident i januar 2023.
Han havde desuden kendskab til planer om at dræbe Lula, vicepræsident Geraldo Alckmin og højesteretsdommer Alexandre Moraes, fremgik det af tiltalen mod Bolsonaro.
Foruden Bolsonaro blev flere tidligere brasilianske ministre og militærchefer også dømt for kupplanerne.
Bolsonaro mener, at han er uskyldig og offer for politisk forfølgelse.
/ritzau/
