Bolsonaro og Trump skal mødes og tale demokrati i Venezuela

Genoprettelse af demokratiet i Venezuela er på dagsordenen, når Trump og Brasiliens præsident mødes 19. marts.

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro (billedet), vil tirsdag den 19. marts besøge USA's præsident, Donald Trump, i Det Hvide Hus. (Arkivfoto) Sergio Lima/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Washington D.C.. USA's præsident, Donald Trump, skal være vært for sin brasilianske kollega, Jair Bolsonaro, i Det Hvide Hus tirsdag den 19. marts.

Det er det første møde mellem de to højreorienterede ledere, som hver især har rost hinanden til skyerne.

Mødet blev annonceret af Brasiliens udenrigsministerium i sidste måned, men det er først nu, at der er sat en dato på.

Bolsonaro, som blev indsat som præsident i januar, har lovet at knytte tætte bånd til USA efter mere end et årti med en venstreorienteret regering i Brasilien. Den 63-årige præsident bliver desuden kaldt for "Sydamerikas Trump".

- Præsident Trump og præsident Bolsonaro vil drøfte, hvordan man opbygger en mere velstående, sikker og demokratisk vestlig halvkugle, oplyser Det Hvide Hus i en erklæring.

- Lederne af halvkuglens to største økonomier vil også drøfte mulighederne for et forsvarssamarbejde, politikker med fokus på handelsvækst, bekæmpelse af kriminalitet på tværs af grænser og genoprettelse af demokratiet i Venezuela.

- De vil også tale om den store rolle, som USA og Brasilien spiller i bestræbelserne på at yde humanitær bistand til Venezuela, tilføjes det.

Både Jair Bolsonaro og Donald Trump ønsker at se præsident Nicolas Maduro træde af i Venezuela. Begge støtter oppositionslederen Juan Guaidó, der har udnævnt sig selv til fungerende præsident i landet.

Den hårdt prøvede befolkning i Venezuela mangler fornødenheder som mad og medicin, og økonomien i landet er i frit fald. Omkring 2,3 millioner venezuelanere er flygtet siden 2015.

I slutningen af februar forsøgte lastbiler med nødhjælp fra USA at køre ind i Venezuela fra broerne ved grænsebyen Cúcuta.

Men Maduros styre anser nødhjælpen for at være et komplot udtænkt af Juan Guaidó og USA. Præsidenten havde derfor beordret landets militær til grænsen for at holde nødhjælpen ude.

/ritzau/AFP