Bolivias senat baner vej for valg efter Morales' afgang

Ny lov udelukker den afsatte præsident Evo Morales fra at opstille ved et kommende valg.

En tilhænger af Bolivias afsatte præsident Evo Morales var blandt de mange, der deltog i et begravelsesoptog torsdag for otte Morales-tilhængere, som angiveligt blev slået ihjel, da landets sikkerhedsstyrker åbnede ild mod dem. Aizar Raldes/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Bolivias senat har lørdag vedtaget en lov, der åbner for, at der kan holdes valg i det kriseramte land.

Loven - der ikke er endeligt vedtaget - annullerer også det omstridte resultat af valget den 20. oktober.

Den forbyder også en kandidat at opstille, hvis vedkommende har siddet i præsidentembedet i de seneste to perioder.

Det udelukker landets nyligt afsatte præsident, Evo Morales, fra at stille op.

Nu skal loven sendes videre til det bolivianske underhus for at blive vedtaget dér. Hvis det sker, skal landets midlertidige præsident, Jeanine Añez, underskrive loven, inden den kan træde i kraft.

Et nyt valg ses som helt afgørende, hvis Bolivia skal ud af sin alvorlige krise.

Ved præsidentvalget den 20. oktober vandt Morales ifølge officielle tal valget, men Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) rapporterede om uregelmæssigheder.

Det fik demonstranter til at indtage Bolivias gader i store tal. Mindst 32 mennesker er dræbt i sammenstød med sikkerhedsstyrkerne siden valget.

I La Paz og andre byer har der været meldinger om alvorlig mangel på mad og andre nødvendigheder, fordi Morales-tilhængere blokerer for leverancer.

/ritzau/AFP