Bøsser anholdt for at kysse ved Roms Colosseum

To mænd anholdt for at kysse hinanden ved Colosseum. Politiet kalder mændenes opførsel "uanstændig", mens minister finder politiets reaktion "overdreven".

Italiensk politi har anholdt to homoseksuelle mænd for at kysse hinanden i nærheden af Roms Colosseum.

De to er blevet sigtet for "uanstændig opførsel", hvilket fredag udløste en bølge af protester fra menneskeretsgrupper og krav om en undskyldning fra regeringen.

Episoden fandt sted sent torsdag, da de to mænd på hhv. 27 og 28 år blev tilbageholdt i flere timer på en politistationen, oplyser bøsseretsgruppen Arcigay.

Politiet i Rom afviser at være homofobisk.

- Stillet overfor de åbenlyse tilsidesættelser af de normer, der hersker på et sted, som besøges af tusinder af mennesker, blev de to noteret og derefter løsladt, siger politioberst Alessandro Casarsa.

Italiens sundhedsminister, Livia Turco, udtrykker forlegenhed over episoden, og siger, at "ting som disse, finder afgjort ikke sted i et normalt land".

/ritzau/Reuters