Børnehærens gale profet

En blanding af grusomhed og forvreden kristendom har gjort ham til en myte. Han ville bygge et Uganda på Bibelens ti bud, men er ansvarlig for død og ødelæggelse som leder af nok Afrikas mest berygtede børnehær.

Joseph Kony (i hvid skjorte), <br>da han 1. august tilbød Ugandas regering våbenhvile. <br>Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Joseph Kony er en af Centralafrikas mest hadede mænd - og på de kanter siger det ikke så lidt.

I det nordlige Uganda kan op mod 20.000 forældre med rette anklage ham for at have røvet deres børn og forvandlet dem til bestialske krigere eller udnyttet dem som sexslaver. Og hvis børnesoldaternes ofre er i stand til at tale, kan de berette om grusomme overgreb. Samtidig er han skyld i, at flere end en million mennesker i landets Gulu-provins lever som hjemløse.

Men nu, efter to årtiers guerillakrig i bushen, er manden - der sammenligner sig med Moses og vil omdanne Uganda til en stat, der hviler på Bibelens ti bud - måske kørt træt. Joseph Kony, der leder »Lord's Resistance Army«, har tilbudt den ugandiske regeringshær en våbenhvile, og tilbuddet er blevet accepteret.

Joseph Kony er omgærdet af had, men også af en nærmest mytisk aura næret af hans helt ekstreme livsførelse, hvor ånder og forbrug af mindst et halvt hundrede »hustruer« indgår.

En regulær galning er han blevet kaldt. Men da han i sidste uge lod sig interviewe af BBC i DR-Congos jungle, lignede han enhver anden afrikansk oprørsleder.

»Jeg er et menneske, præcis som du,« lød det fra ham, mens han i en lind strøm benægtede alle anklager om barnebortførelser og krigsforbrydelser.

Hans gerninger har tidligere fået Den internationale Krigsforbryderdomstol i Haag til at forlange ham udleveret. Bliver han pågrebet i Uganda, er landets regering forpligtet til at følge dette påbud. Ligesom regeringen i Khartoum, hvis han pågribes i en af opsamlingslejrene i Sudan.JOSEPH KONY TILHØRER acholi-folket, som dominerer det nordlige Uganda. Han blev født i begyndelsen af 1960erne i Gulu, hvor han også voksede op. Efter grundskolen blev han oplært som traditionel healer, men det var krig og ikke helbredelse, der blev tråden i hans liv.

Da den nuværende præsident Yoweri Museveni kom til magten i 1986, rejste mange acholier sig i protest, fordi de frygtede, at regeringen i hovedstaden Kampala ville forsømme deres område. En af oprørsbevægelserne var »Lord's Resistance Army« med Kony som leder. Bevægelsen havde dengang en vis folkelig opbakning, men den forsvandt hurtigt, da Kony begyndte at vende hæren mod sit eget folk og supplere dens rækker med børnesoldater.

Siden har den terroriseret specielt landbefolkningen fra baser i Sudan og senest DR-Congo. Ugandas hær har aldrig fået nedkæmpet Konys styrker. Hver aften er skarer af børn fra landdistrikterne søgt mod bevogtede lejre for at overnatte der af frygt for kidnapning. Samtidig er børnesoldater på flugt dukket op i lejrene med hårrejsende beretninger om overgreb på egne familier og andre civile.

Altimens er Konys religiøse og politiske vanvid blevet stadig mere udtalt. Efter forlydender hævder han at have mindst 13 ånder fra både Italien, Korea, USA og Sudan som vejledere, og mange af dem, der følger ham - tvunget eller frivilligt - mener, han er i stand til at se ind i fremtiden.

Og her har han som Moses forudset, at han »aldrig kommer til at se Det Forjættede Land«. Det fortæller i hvert fald hans kommandanter, der også har oplyst, at Kony har profeteret, at en 12-årig dreng i 2006 vil dukke op og føre regionen mod fred.

En gang tidligere - i 1994 - har der været våbenhvile, men den holdt ikke.