Børn spreder smitten – om lidt skal de femårige have stikket

Mens antallet af coronasmittede stiger i både Storbritannien og Danmark, forudser USAs ledende statsepidemiolog, at vacciner til børn i alderen fem til 11 år vil være tilgængelig allerede fra næste uge.

USAs ledende statsepidemiolog, Anthony Fauci, forudser, at børn i aldersgruppen fem til 11 år snart vil kunne blive vaccineret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ettore Ferrari/EPA/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Børn under 12 år får ikke tilbudt coronavacciner, men det kan allerede ændre sig fra næste uge.

Det forudså USAs ledende statsepidemiolog, Anthony Fauci, da han søndag var gæst hos tv-stationen ABC.

»Hvis alt går vel, og vi får den sundhedsmyndige godkendelse og anbefalingen fra CDC (USAs Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse, red.), er det fuldt ud muligt – hvis ikke meget sandsynligt – at vacciner vil være tilgængelige for børn fra fem til 11 år inden for den første uge eller to af november.«

Det er vaccinen fra Pfizer/BioNTech, der står over for en snarlig godkendelse til børn under 12 år, skriver The New York Post.

»Hvis man ser på de data, der er blevet offentliggjort og annonceret af virksomheden (Pfizer/BioNTech, red.), ser dataene gode ud med hensyn til effektiviteten og sikkerheden,« lød det fra Anthony Fauci.

Food and Drug Administration (FDA), der godkender vacciner i USA, delte fredag en ny undersøgelse, der viste, at vaccinen er »yderst effektiv« til at beskytte børn mod covid-19. Tirsdag i denne uge vil FDA ifølge amerikanske medier melde ud, om vaccinen vil blive godkendt til børn mellem fem og 12 år.

Børn og teenagere i aldersgruppen ti til 19 år stod i slutningen af august for den største andel – 24 procent – af nye smittetilfælde i Danmark. Siden da har særligt børn og unge drevet smitten herhjemme, vurderer eksperter.

Smitten er de seneste par uger steget kraftigt i Storbritannien. Også i Danmark er antallet af smittede steget.

I USA har debatten om coronavaccinerne raset i månedsvis. Selvom USA oprindeligt var foran i vaccinekapløbet, gik vaccinationerne i stå, da omkring halvdelen af befolkningen var vaccineret.

Vaccineindsatsen er blevet yderligere besværliggjort af massiv misinformation, og myndighederne har måttet stille krav om vacciner til en række offentligt ansatte for at få gang i vaccinationerne.