Normalt lyver vi ikke for vores børn, men lige i december gør mange en undtagelse. 

Generation efter generation har notorisk bedraget deres børn om eksistensen af en tyk mand klædt i rød dragt og maskeret med et langt hvidt skæg. 

Han er en slags kollektiv voksenhemmelighed, der får forældre til at liste rundt om natten for at tømme risengrødsresten, de har sat frem til nisserne på loftet. 

Siden 1986 har TDC sågar faciliteret en direkte linje til julemanden, og det amerikanske forsvarsministerium har en velbevaret hjemmeside, hvor man kan følge julemandens slæde minut for minut juleaften. 

»Jeg har selv vaccineret julemanden,« sagde Anthony Fauci, sundhedsrådgiver i USA under coronapandemien, til CNN og forsikrede samtidig om, at børn på trods af afstandskrav og undtagelsestilstand nok skulle få deres gaver.

Men hvor langt bør forældre gå for at holde historien i live? Og hvordan reagerer deres børn, når de finder ud af løgnen?

Det har en flok amerikanske forskere forsøgt at besvare i et nyt studie, hvor over 400 forældre og børn har fortalt om deres forhold til julemanden. 

Candice Mills, lektor i psykologi ved University of Texas og en af forskerne bag studiet, kalder det »fascinerende«, at forældre opdrager børn til at være ærlige, men at de så til jul selv afviger fra ærligheden. 

»Jeg synes, forældre skal være forsigtige med, hvor langt de går for at bevare deres børns tro på julemanden,« sagde hun til Weekendavisen i en artikel, som blev bragt i weekenden. 

»Til jul bevæger vi os ind i territoriet for løgn, hvor det kan være svært at vide, hvor grænsen går mellem en legende, magisk fejring af en tradition og noget, som børnene kan komme til at opfatte som et bedrag.«

Studiet, der har titlen Debunking The Santa Myth, handler om, hvor langt forældrene går for at bevare hemmeligheden. 

I studiet konkluderer forskerne, at forældrenes timing og tilgang til myten bliver afgørende for, hvilken følelsesmæssig reaktion deres børn oplever, når de får sandheden om julemanden at vide.

Juleløgnere avler juleløgnere

I gennemsnit finder børn ud af, at julemanden ikke findes, når de er i otteårsalderen. Men jo senere børnene finder ud af det, desto mere ondt kan sandheden gøre – især hvis deres forældre har »promoveret« ideen i særlig grad.

Forskerne bag studiet har talt med børn i alderen seks til 15 år, og deres svar viser, at omkring hver tredje oplever skuffelse eller vrede over at finde frem til sandheden om julemandens eksistens.

Psykologerne har også udspurgt voksne mennesker. Halvdelen af de knap 400 adspurgte forældre har i et spørgeskema svaret, at de husker at have haft negative oplevelser med julemanden. Og de børn, der bliver mest såret af sandheden om julemanden, ender selv som de største juleløgnere, når de bliver voksne.

Ud fra sin forskning konkluderer Candice Mills, at forældre skal være påpasselige med at tage løgnen til ekstremer, da det kan gøre mere ondt på børnene, når den skal afsløres.

»Jeg synes, at forældre skal være forsigtige med, hvor langt de går for at bevare deres børns tro,« siger Candice Mills til Weekendavisen.

Forskningen viser desuden, at julemandsafsløringen kan få børn til at tvivle på andre ting. 

43 procent af børn, der finder ud af, at julemanden ikke eksisterer, holder umiddelbart efter op med at tro på andre fiktive karakterer som tandfeen eller påskeharen. 

For 11 procent planter opdagelsen en religiøs tvivl, hvor barnet mister troen på Gud eller Jesus. 

Spørgsmålet om, hvorvidt man bør bilde sine børn ind, at julemanden eksisterer, er også tidligere blevet stillet i forskerkredse.

I 2016 argumenterede to psykologer for, at det kan skade børns tillid til voksne. I et andet studie fra 2017 skrev en psykolog dog, at afsløringen af myten ikke er noget, forældre skal »frygte«, men i stedet noget, der skal »fejres«.