Blød landing i dansk-tyrkisk strid

Der er flere forklaringer på, at regeringen med støtte fra et flertal i Folketinget er landet så relativt blødt over for Tyrkiet i Hedegaard-sagen, skriver Berlingskes internationale reporter Ole Damkjær.

Foto: Bax Lindhardt. Udenrigsminister Martin Lidegaard skal mødes med den tyrkiske ambassadør i dag for at diskutere løsladelsen af en 27-årig dansker mistænkt for attentatforsøg mod historiker og forfatter Lars Hedegaard (billedet).
Læs mere
Fold sammen

Blød landing. I hvert fald indtil videre.

Det er den foreløbige status i striden mellem regeringerne i Danmark og Tyrkiet på grund af tyrkernes løsladelse af en 27-årig dansker, som dansk politi mistænker for et attentatforsøg på historikeren og forfatteren Lars Hedegaard.

Konklusionen kan drages efter gårsdagens møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, hvor regeringen og partierne skulle forsøge at lægge sig fast på en dansk reaktion.

Det kom der tre konkrete svar på: Tyrkiets ambassadør skal stå skoleret i Udenrigsministeriet; Europarådet vil – muligvis – blive inddraget; Regeringen vil bringe Hedegaard-sagen op, når EU-landene skal diskutere, om Tyrkiet lever op til EU-medlemskab.

Det første lyder måske alvorligt, men er det ikke: Den tyrkiske ambassadør har allerede flere gange været til kammeratlig samtale på Asiatisk Plads.

Europarådet er heller ikke for alvor en trussel, der kan ryste regeringen i Ankara, for som udenrigsminister Martin Lidegaard (R)præciserer: »Vi vil lægge an til at rejse sagen i Europarådet, men det bliver på den forudsætning, at sagen holder juridisk, og det skal vi analysere først.«

Og så er der EU-sporet, hvor Helle Thorning og co. vil rejse sagen over for EU-kollegerne, når retstilstanden i Tyrkiet er på dagsordenen på embedsmandsplan i EUs optagelseskomité.

Det danske budskab på mødet vil ifølge Martin Lidegaard være, at den såkaldte Hedegaard-sag »trækker i en negativ retning«, når det gælder EUs optagelsesforhandlinger med Tyrkiet.

Det er næppe et tiltag, der får den selvbevidste tyrkiske præsident, Erdogan, og hans magtfulde, islamisk-hældende regering til at ryste i pludderbukserne. Alene af den grund, at der i forvejen er en hel grusgrav af sten på vejen og et hav af andre politiske knaster og hængepartier i optagelsesforhandlingerne med tyrkerne.

Og mon ikke, at tyrkerne noterer sig, at Martin Lidegaard samtidig understreger, at det fortsat er regeringens holdning, at Tyrkiet skal være medlem af EU.

Forklaringerne på den bløde landing

Der er flere forklaringer på, at regeringen med støtte fra et flertal i Folketinget er landet så relativt blødt over for Tyrkiet.

For det første mener Udenrigsministeriet ikke, at man kan få de andre EU-landes regeringer til for alvor at gå ind i sagen, bakke Danmark fuldtonet op og dermed lægge sig ud med en vigtig strategisk partner som Tyrkiet. EUs fælles udenrigspolitik skal ikke bruges til at rejse alle mulige bilaterale problemer, som EUs medlemslande hver især måtte have rundt omkring i verden, lyder det, når man spørger i Udenrigsministeriet. Interessant nok gør det argument sig ikke gældende i sagen om den livstidsdømte dansk-bahrainske menneskerettighedsaktivist, der er buret inde i Bahrain. I den sag har Danmark bedt om EU-støtte og fået den – omend opbakningen ifølge eksperter ikke er specielt helhjertet.

En anden forklaring på Danmarks afmålte reaktion på det, der ellers opfattes som en stærk kritisabel tyrkisk adfærd, er, at Tyrkiet efter alt at dømme bevidst trækker sagen i langdrag og indtil videre slipper godt fra det.

Senest har den tyrkiske regering, som omtalt i Berlingske i går, offentliggjort en – i sammenhængen imødekommende – redegørelse på det tyrkiske udenrigsministeriums hjemmeside. Heri og i en samtidig skrivelse til den danske regering forklarer Ankara-regeringen, at den 27-årige attentatmistænkte dansker blev løsladt af en domstol i Tyrkiet efter en appel fra hans tyrkiske advokat. Det var således ikke regeringen, der satte ham på fri fod. Faktisk var det ikke den tyrkiske regerings ønske, understreges det i erklæringen, der lover fortsat samarbejde om sagen, og som måske ikke helt tilfældigt blev offentliggjort, netop som Det Udenrigspolitiske Nævn skulle til at lægge sig fast en straf over for Tyrkiet.

I erklæringen slår tyrkerne samtidig fast, at Tyrkiets retslige myndigheder ikke har fiflet med procedurerne.

»Det var en beslutning, som blev truffet af de retslige myndigheder i en retfærdig rettergang,« skriver de tyrkiske myndigheder, og det lugter af en omvendt ROJ TV.

Striden om ROJ TV

I den årelange dansk-tyrkiske strid om den kurdiske TV-station med adresse i København har regeringen i Ankara gentagne gange bedt den danske regering om at lukke ROJ TV og straffe herboende kurdere, der støtter den tyrkisk-kurdiske, terrorstemplede organisation PKK.

Men det kan vi ikke, og det vil vi ikke, har svaret fra de danske politikere lydt. For vi lever i et demokrati med magtens tredeling, og derfor er det en opgave for domstolene.

Nøjagtig ligesom i sagen om våbensmugleren Niels Holck – som Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, påpegede efter nævnsmødet i går. Indien har i årevis krævet Holck udleveret til et retsopgør, og det har skiftende ministre nikket ja til, men domstolene herhjemme har sagt nej.

»Så det er ikke sådan, at vi virkelig kan tillade os at hidse os op over det, såfremt forklaringen (at det er en tyrkisk domstol, der står bag løsladelse, red.) er korrekt,« lyder Søren Pinds vurdering.