Blodigt opgør med et liv i frygt

Libyens revolution bliver næret af vreden over et liv, hvor torturen og undertrykkelsen ventede for den mindste forseelse, fortæller de lokale til Berlingskes udsendte.

Efter fredagsbønnen blev stemning mere og mere aggressiv og byens mænd og drenge gik i gaderne for at protestere. Byen Tabrouk er blevet erobret/ befriet af oprørsbevægelsen. Det fejrer et par tusinde mennesker på byens centrale plads Midan Shahadeen. De har også indtaget og ødelagt den lokale politistation d. 17feb. Fire mand blev dræbt i kampene om politistationen. Politistationen har tidlere været brugt til tortur. Den er den med sort ud af de ødelagte vinduer. Flaget de bruger er symbolet på revolutionen. Det er flaget Libyen havde før Gaddafi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

TOBRUK: Når man ser den udbrændte politistation, kan man næsten føle hadet. Hver enkelt rum er smadret, hvor det ikke er brændt ned. Bilerne i gården bagved er også brændt. Et par store drenge viser med hænderne, hvordan fanger i et rum blev bundet til muren og banket med stave. I et lille rum ved siden af viser de, hvordan fanger blev hængt op og tortureret.

Den ene efter den anden på gaden i Tobruk har sit eget mareridt at berette om.

»Min fætter blev hængt på denne her plads. Han var kun 18 år og studerede i Grækenland, da de fandt et navn i hans mobiltelefon på en modtander af regimet, slog de ham ihjel. Derovre hang han midt under Ramadan. Men han døde ikke, og så tog de ham med på hospitalet, hvor de sprøjtede gift ind i ham,« siger Abdallah Layas og peger over mod en bygning ved siden af den store moské overfor politistationen på Martyrernes Plads, hvor en demonstration satte oprøret i gang.

Den libyske revolution er et brøl om frihed og en vrede, som til sidst eksploderede efter fire årtiers undertrykkelse og terror. Hvis man ikke var knyttet til diktatoren Muammar Gaddafi, var man en potentiel fjende af regimet, og Tobruks indbyggere fortæller om et liv med konstant frygt for at blive taget med af sikkerhedsstyrkerne.

Én så aldrig sin far mere, efter faren var blevet sat i fængsel uden dom. En anden så aldrig sin onkel igen, og da familien sendte en advokat for at opspore ham, blev advokaten selv fængslet.

»Det var et vanskeligt liv under Gaddafi. Alle kunne blive anholdt for alting. Hvis man åbnede munden, kom man i fængsel,« siger Muhammed Rashullah.

Mødt med skud

Mange har siddet i fængslerne i årevis som politiske fanger, og især en begivenhed fra 1996 bliver refereret igen og igen. Omkring 1.200 fanger blev skudt ned i det berygtede Abu Salim-fængsel som gengældelse for et forsøg på oprør i Libyens næststørste by Benghazi.

»Mine to fætre var tvillinger. De blev anholdt i 1996 og forsvandt. Først i 2002 fik vi besked om, at de var blevet dræbt. Bare et certifikat, ligene har vi aldrig set,« siger Abu Zeit Abdu Raziq.

Uhyggelig brutalitet

Demonstrationerne for halvanden uge siden begyndte med en mindre gruppe ubevæbnede demonstranter. Da de blev mødt med med skarpe skud fra både maskinpistoler og haglgeværer fra politistationen, voksede demonstrationerne, hvor unge kastede sten tilbage mod de bevæbnede politifolk og tilsendte militser.

Til sidst var de nok til at kunne indtage og ødelægge politistationen. Tre demonstranter og en politimand blev dræbt, mens 75 blev såret af skud. Beviset for regimets uhyggelige brutalitet helt frem til i dag finder man på byens store hospital. Chefkirurg Fatih Ahmed viser hen til de hårdt sårede patienter fra de første demonstrationer.

»Det gik værst for sig her og i Benghazi. Vi havde 13 tilfælde af patienter ramt i øjeæblet af hagl,« siger han og holder røntgentbilledet til en patient frem.

»Her er over 100 hagl fortsat i kroppen. Vi kan ikke fjerne dem alle.«

Andre patienter har fortsat kugler fra Kalashnikov-maskinpistoler i kroppen nær vitale dele.

»Vi har måttet operere mange uden at have det nødvendige medicinske udstyr. Vi har brug for international hjælp,« siger chefkirurgen.

Væltede symbolet på ondskab

Den 32-årige Aymar Shakat er udskrevet igen, selv om han fortsat kan fremvise flere hagl i brystet. Han indtager en særlig plads i Tobruks korte revolutionshistorie, fordi det var ham, der med risiko for sit eget liv væltede skulpturen til ære for Gaddafis »grønne bøger«, hvor diktatoren opremser sine egne ideologiske tanker for det særlige styre, han havde udtænkt. Et symbol for det ondskabsfulde styre, der nu er forkastet af hans eget folk, men vil leve videre som et tilbagevendende mareridt for mange, der fik ødelagt deres liv.

»Min far blev sat i fængsel og dræbt af Gadaffis folk,« siger han.

»De kom ham i fængsel og torturerede ham, til han døde. De trak hans negle ud, brækkede hans næse og gav ham elektrisk chok. Da han slap ud var han 42 år og døde tre uger efter.«