Blæst over Polen

Brødrene Kaczynski har, som mange andre polakker, en svaghed for De forenede Stater. De tror, det er bedre at holde sig gode venner med amerikanerne end med resten af Europa. Det sidste er en fejltagelse.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

»Polen er et enormt og fladt land, hvor vinden blæser meget hårdt i enhver retning, og når det er tilfældet, er det ikke blot hattene, som flyver af, men også hovederne,« sagde Mieczyslaw Rakowski engang.

Rakowski var Polens sidste, kommunistiske regeringschef. Han var ­ er en sammensat mand, der på mange måder så op til systemkritikerne, hans egen kone stak af til Vesten, og som gammel journalist har han en uromantisk måde at se tingene på.

Man mindes hans analyse, når man i disse dage betragter brødrene Kaczynski, den ene præsident, den anden premierminister.

De er et østeuropæisk tæskehold, der går til angreb på alt, hvad der har med EU at gøre, og navnlig Tyskland. Det er svært at afgøre, om de lider af en neurose afstedkommet af Anden Verdenskrig, som de ikke har oplevet, eller om de søger at indfange en bestemt vælgergruppe - de dårligt uddannede med høj arbejdsløshed og ringe udsigter til at finde en plads i globaliseringen.

DET ER i denne forbindelse lige meget. Det er mere interessant at kigge på alternativet til Europa, sådan som brødrene forestiller sig det. Det hedder, mener de, Amerika. Kaczynski og Kaczynski knytter på sin vis an til en traditionel polsk svaghed for De Forenede Stater.

Mange er taget fra Polen over Atlanten, der er omkring ti millioner amerikanere med denne baggrund. Også de, der er blevet hjemme, betragter USA som det forjættede land. Da Ronald Reagan var præsident, var polakker blandt hans største beundrere, de kunne lide hans antikommunisme, selv om mange fandt, at den ikke var kraftig nok.

Men tiderne har ændret sig. Den Kolde Krig, i hvert fald som vi kendte den indtil 1989, er forbi. Det meste af Europa er forenet og Polen er blevet medlem af Unionen. I europæiske regeringskontorer, også af borgerlig observans, kan man, hvis man lytter godt efter, høre følgende:

»Amerika har en bunke problemer hjemme og ude. USA har ikke gjort livet lettere for sine allierede. Og det er ikke morsomt at stå alene med amerikanerne i øjeblikket, hverken i Irak eller ved klimaforhandlinger. Derfor må Amerikas venner spørge sig selv, om et stærkt Europa gavner de transatlantiske forbindelser eller ej.«

Næsten alle europæiske regeringer, undtaget London og Warszawa, svarer bekræftende. Briterne har traditionelt et særligt forhold til amerikanerne, det synes de i hvert fald selv, og betragter Europa som et halvvejs fremmed kontinent, der intet har med Det Forenede Kongerige at gøre. De har også økonomien til at læne sig tilbage.

Hos polakkerne er det anderledes. De er, trods en dynamik, der er større end mange vesteuropæeres, afhængig af en hjælpende hånd. Næsten al økonomisk og politisk støtte de seneste 15 år er kommet fra EU. Amerika pressede på med NATO-medlemskabet og moderniseringen af forsvaret, men har ellers holdt sig i baggrunden.

DET ER ikke fordi polakkerne ikke har prøvet at udvide venskabet med Washington. Man har støttet Amerika i næsten alt, fra Irak og Afghanistan til det planlagte forsvar mod iranske og nordkoreanske missiler. Som modydelse har man fået et par lynbesøg af den amerikanske præsident, men stort set intet andet. Polske turister skal stadig have visum for at komme til USA, i modsætning til de fleste vesteuropæere. George W. Bush inviterer ikke den gamle systemkritiker Lech Kaczynski til sit sommerhus i Kennebunkport, men den tidligere KGB-mand Vladimir Putin. Den polske udenrigsminister er, i modsætning til de fleste af hendes forgængere, næsten usynlig i De Forenede Stater, lige som hun er det i Europa. Det vidner ikke om forståelse for brødrenes synspunkter.

Til sammenligning er Unionen gået til sin yderste grænse for at tilfredsstille Kaczynski-parret. Undertiden virkede det, som om det var EU, der skulle finde sig tilrette i Polen, snarere end omvendt. Når bølgerne har lagt sig må man sige, som The New York Times gjorde i en leder for nylig: Europa har brug for en stærk union og De Forenede Stater en stærk europæisk partner. Og når der kommer en pause i blæsten, vil hovederne ikke længere ryge af. Men det kan være, man må vente til næste valg.

Klummen om transatlantiske forhold skrives hver onsdag på skift af Berlingske Tidendes korrespondenter i Tyskland og USA, Michael Kuttner og Poul Høi.