Bitter magtkamp i britisk højreparti

UKIP-lederen, Nigel Farage, lovede først at gå af. Nu lover han at blive, og det har udløst en alvorlig krise i partiet, der både blev taber og vinder ved det britiske parlamentsvalg.

Farage har heller aldrig tidligere haft brug for at bevise sin opbakning, fordi ingen kunne drømme om at udfordre ham som leder af UKIP. Nu er det derimod nærmest politisk »borgerkrig« i partiet, hvor nogle mener, at det var forhastet, da Farage dagen efter det britiske parlamentsvalg erklærede, at han ville trække sig som partileder. Fold sammen
Læs mere
Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Partileder Nigel Farage har gang på gang understreget, at han står i spidsen for et parti, hvor man holder sit ord, og politiske idealer betyder mere end personlig magt. Farage har erklæret, at det er en afgørende forskel på UKIP og de »gamle politikere« – det sidste udtalt med foragt i stemmen.

I øjeblikket er det lederen af det britiske højreparti selv, der er involveret i en traditionel, politisk magtkamp i sit parti med alt, hvad det indebærer af brudte løfter, halvkvædede viser og brug af partiapparatet til at udmanøvrere modstandere.

»Hver eneste af vore store donorer erklærede deres støtte til mig i går. Den nationale ledelse står sammen. Lederen af vores gruppe i Overhuset, lederen af vore EU-parlamentarikere, den skotske komité, den walisiske komité. Jeg har aldrig haft den grad af støtte,« sagde Farage op til weekenden ifølge Daily Mail.

Farage har heller aldrig tidligere haft brug for at bevise sin opbakning, fordi ingen kunne drømme om at udfordre ham som leder af UKIP. Nu er det derimod nærmest politisk »borgerkrig« i partiet, hvor nogle mener, at det var forhastet, da Farage dagen efter det britiske parlamentsvalg erklærede, at han ville trække sig som partileder. Det havde han i sin valgkamp lovet ville være en konsekvens, hvis han ikke blev valgt ind i parlamentet. Andre er rasende over, at Farage tre dage senere fortrød og nu siger, at »den overvældende støtte« har overbevist ham om at blive. Det kunne lade sig gøre, fordi partiledelsen formelt afviste anmodningen fra Farage om at kunne trække sig. Anonyme kilder har sagt, at partilederen selv var stærkt medvirkende til manøvren, og at partiets kandidater fik en e-mail med krav om, at de erklærede deres støtte til Farage.

En snerrende, tyndhudet, aggressiv mand

UKIPs kampagnechef, Patrick O’Flynn, siger til The Times, at Farage nu fremstår som en »snerrende, tyndhudet, aggressiv« mand, og at hvad der er sket siden valget »helt sikkert har åbnet for kritik af, at det ligner et enevælde eller en kultisk persondyrkelse«. Det er langtfra UKIP-lederens normale varemærke med det brede, flabede smil og den legendariske »klassens frække og sjove dreng« og »jeg går på pub og ryger cigaretter, for det gør rigtige englændere«-karisma.

En fremtrædende partidonor har om Farage sagt, at han »gerne vil have, at han træder tilbage, i det mindste i øjeblikket«. Et af de store stridsspørgsmål er, at Farage har afvist en partilederafstemning, hvor han så kunne genopstille. UKIP-lederen har sagt, at det vil være en »stor fejltagelse« at bruge tid på det, tilsyneladende underforstået, at han ikke mener, at der vil være den mindste tvivl om resultatet.

UKIPs eneste parlamentsmedlem, Douglas Carswell, har pøst benzin på parti­balladen ved at erklære, at han kun har tænkt sig at tage imod lidt over halvdelen af den årlige offentlige støtte på omkring 6,5 millioner, som partiets valgresultat udløser. Carswell siger, at han ikke vil kunne se »pensionister i øjnene« i sin valgkreds, hvis han tager imod mere, end han har brug for i en tid med snak om »besparelser og nedskæringer på offentlige ydelser«.

Farage satte trumf på op til weekenden og sagde i et BBC-program, at hans anbefaling er ikke at tage imod penge overhovedet. Tidligere har Farage ikke haft nogen problemer med at bruge løs af EUs støtteordninger for politikere, og partikilder har anonymt sagt til The Times, at partiledelsen havde tænkt sig at bruge milliontilskuddet til »at repræsentere de fire millioner mennesker, der stemte på UKIP«.

Problemernes alvor for Farage bliver understreget af, at to af hans yngre meget nære medarbejdere, partisekretæren og stabschefen, har trukket sig. De har internt i partiet fået kritik for at ville trække Farage i en mere ideologisk markant retning i stil med USAs »Tea Party«.

Men i et interview med Sunday Express advarer Farage om, at han stadig bestemmer og er klar til sætte hårdt mod hårdt overfor udfordrerne:

»Jeg har igen total kontrol, og der vil blive slået hårdt ned på alle fremtidige mundhuggerier. De vil bare blive sparket ud.«

Dobbelttydigt valgresultat

Balladen i UKIP er opstået på baggrund af et valgresultat, der kan tolkes på modsat­rettede måder, og som har bragt partiet i åbenlys ubalance.

På den ene side var det oplagt, at parti­leder Farage skulle træde tilbage og opfylde sit klare løfte. Resultatet med ét parlamentsmedlem var langt fra de forventninger, som Farage selv havde været med til at rejse. På et tidspunkt i efteråret havde UKIP i meningsmålinger flere end 20 procent af vælgerne bag sig, og partiet fik flest stemmer af alle ved EU-valget til Europa-Parlamentet sidste år. Fornemmelsen er, at de 12,6 procent af de britiske vælgeres stemmer 7. maj blev opnået på trods af ledelsens valgkamp snarere end på grund af den.

På den anden side kan det også virke helt oplagt, at Farage nu har bestemt sig for ikke at træde tilbage alligevel. UKIPs valgresultat er en firedobling af resultatet ved valget i 2010. Partiet er nu det tredjestørste i Storbritannien målt på antallet af stemmer. Oven i købet står briterne nu over for en folkeafstemning med mulighed for at trække Storbritannien ud af EU. Et krav, som i 1993 var selve grundlaget for at stifte partiet. Der synes også at være noget at bygge på. Ud over det ene parlamentsmedlem fik UKIP andenpladser i 68 af de 650 britiske valgkredse.

Den første tolkning er det konkrete, skuffende resultat af valget, men Farage kan håbe på, at UKIP-medlemmerne vil fokusere på de store perspektiver. Til Daily Telegraph har han sagt, at der nok var et par stykker, der »ønskede at blive leder«, men at de »desværre var blevet skuffede«. Der lyder som lidt af den gamle, selvsikre flabethed fra Farages side. Hans popularitet i UKIP er enorm, og politiske analytikere vurderer, at han sandsynligvis klarer sig gennem sin største politiske krise. Men glorien som en »anderledes politiker« har fået nogle grimme ridser.