Biskop vil undersøge Holocaust-beviser

"Hvis jeg finder beviser, så vil jeg tage tidligere bemærkninger tilbage", siger biskop, som afviser, at nazisternes gaskamre eksisterede.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den omstridte katolske biskop Richard Williamson, som har fornægtet Holocaust, siger, at han vil undersøge de historiske beviser, før han eventuelt tager afstand for sine tidligere udtalelser om, at ikke en eneste jøde havnede i nazisternes gaskamre.

- Hvis jeg finder beviser, så vil jeg tage tidligere bemærkninger tilbage. . . Men det vil tage tid, siger biskoppen i et interview med det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel.

Den britiskfødte biskop er trods sine stærkt kontroversielle synspunkter for nylig blevet rehabiliteret af pave Benedikt, hvilket er blevet kritiseret af den tyske forbundskansler og en række førende tyske katolikker.

Williamson afviste i et interview med svensk tv, at der fandtes gaskamre i nazisternes koncentrationslejre.

- Jeg tror ikke på, at der var gaskamre. . . Jeg tror, at mellem 200.000 og 300.000 jøder døde i nazistiske koncentrationslejre, men ingen af dem i gaskamre. Ikke en eneste jøde blev dræbt i et gaskammer. Det var alt sammen løgne, løgne, løgne, sagde han.

Vatikanet har sagt, at den 67-årige Williamson "entydigt" må lægge afstand til sine udtalelser om Holocaust.

/ritzau/AFP