Birgitte Nyborg og »Borgen« i Berlin er ikke til at klare

Det var en streng omgang at komme igennem opsætningen af den danske TV-serie »Borgen«.

Illustration: claus bigum Fold sammen
Læs mere

BERLIN: En fire meter høj dannebrog-indsvøbt udgave af Frihedsgudinden er netop rullet ind på scenen.

Hvis der skulle være en enkelt tungnem tilskuer til stede denne aften i det berlinske teater Schaubühne, så skal han nok have fattet det kritiske budskab med al ønskelig tydelighed. Det lille land i det høje nord stiller sig an som en gøende grand danois, men er i virkeligheden blot en bjæffende skødehund i lommen på Washington.

Velkommen til den tyske opsætning af DRs succes-TV-serie »Borgen« på det hæderkronede teater Schaubühne. I næsten fire stive timer kæmper et hårdtarbejdende hold af tyske skuespillere med en næsten desperat energi for at puste en eller anden form for liv ind i de velkendte karakterer fra den danske TV-serie.

»Borgen«s persongalleri har ganske vist altid fremstået som et opkog af de mest fortærskede klicheer, der med jævne mellemrum kan opstøves i Politikens søndagskronikker.

Højrepopulisten Svend Åge Saltum er en bondesnu jydetamp med en suspekt næse for det realpolitiske håndværk. Socialdemokraten Michael Laugesen er en magtlidelig pamper, der for længst har skrottet idealer om solidaritet og lighed og i bogstaveligste forstand pisser på Christiansborg, mens den borgerlige statsminister kompromitteres af sin forsømte overklassehustrus problemer med overforbrug.

Den største kliche er og bliver dog seriens heltinde, Birgitte Nyborg, fra De Moderate, der mod alle odds bliver katapulteret ind i rollen som statsminister, da hun under en TV-debat vovemodigt tilsidesætter sin kyniske spindoktors taktiske råd og kaster sig ud i en følelsesladet tale til nationen.

Talen, der er absolut blottet for politisk indhold, lyder som et klægt potpourri af Gandhi og et kommunalt motivationskursus og resulterer foruroligende nok i en valgsejr.

Derefter skal idealismen og privatlivet forsvares i mødet med det realpolitiske syrebad, der venter statsministeren. Den sværeste opgave bliver dog ikke at skabe fred i borgerkrigsplagede afrikanske lande, men at forene familie- og ikke mindst sexliv med den politiske karriere.

Måske er det netop den drømmende naivitet og lighedsromantikken, der har gjort TV-serien til et stort hit i Storbritannien, i USA og til en vis grad også her.

Den danske tilgang til hverdagens dilemmaer virker ekstremt progressiv i Tyskland, hvor særligt vesttyske kvinder ofte går hjemme med børnene, mens mændene er på arbejde. Måske er det noget så simpelt som statsministerens køn, der gør serien så attraktiv for udlændinge.

»Jeg aner intet om politik i Danmark. Vi har ingen anelse om, hvorvidt det er realistisk eller ej, men det er den første politiske serie, jeg har set, hvor der er en kvindelig hovedperson,« siger den 18-årige teatergænger Heike, der er stor fan af »Borgen« og for flere måneder siden købte billetter til aftenens forestilling.

Undervejs bliver det stadigt mere klart for både Heike og Berlingskes udsendte, at teaterudgaven af »Borgen« er en tynd undskyldning for at stopfodre publikum med aktuelle buzzwords og advarsler mod brandudsalg af politiske idealer.

Flere gange virker det, som om forlæggets klichétyngede plotlinjer har fristet teaterinstruktøren til at gakke ud i det absurde. Statsministerens børn, den deprimerede Laura og den otteårige lillebror Magnus spilles af fuldvoksne skuespillere, der holder rollerne ud i strakt arm og belærer deres mor om klassekampens reelle interesser og kritiserer USAs indflydelse i Mellemøsten.

Det er svært at vide, om det skal være barok humor eller i alvor er tænkt som politisk analyse. Mest af alt virker det fjollet.

»Budskabet er entydigt: Kære tilskuere, tro ikke på et eneste ord i serien. »Borgen« er også bare et underholdningsprodukt. I virkeligheden fungerer politik helt anderledes,« skriver en vredladen anmelder i Süddeutsche Zeitung.

Hvordan politik så egentlig fungerer, får vi ikke svar på denne aften.

Der tales om flygtninge, om krigen mod terror, transport af fanger i orange dragter om miljøet og klimaet, om forbrugersamfundet, om de store ting i livet. »Wir schaffen das« – Vi klarer det – lyder det flere gange i løbet af stykket med henvisning til Angela Merkels løfte til tyskerne om flygtningekrisens udfordringer.

»Hvis Europa lukker grænserne, vil det betyde et tilbagefald til nationalismen og derefter til protektionismen,« forklarer den tyske udgave af Nyborgs spindoktor, Kasper Juul.

Lille Danmark og »Borgen«-forfatter Adam Prices socialliberale ønskeforestillinger tjener i den tyske teateropsætning som et påskud for at komprimere 30 timers TV-serie til en suppeterning med så mange politisk korrekte smagsnuancer som overhovedet muligt.

I løbet af aftenen æder de tomme stole sig ind på tilskuerrækkerne på det berlinske teater, der i en årrække i 1970erne og 1980erne var hjemsted for en række banebrydende tyske dramatikere, der vendte op og ned på vedtagne sandheder i tysk teater. De tider virker pludseligt meget langt borte.

Uden for teateret støder jeg atter ind i en nu skuffet Heike, der som flere andre valgte at forlade forestillingen før tid.

»Jeg havde glædet mig i månedsvis. Men det her var ganske enkelt frygteligt«, siger hun.