I dokumenterne med relation til Epstein-sagen indgår der nye billeder, som viser Jeffrey Epstein på besøg i København.
Det skriver Berlingske, som har kigget i billederne.
Det vides ikke, hvornår billederne er taget, ligesom konteksten omkring Epsteins besøg i Danmark umiddelbart er ukendt.
Berlingske har fundet billeder, der viser den afdøde, dømte amerikanske sexforbryder på Strøget og i det indre København.
På billederne bærer rigmanden en rød vinterjakke. I baggrunden ses blandt andet et skilt fra tøjmærket Gucci og et McDonald's-logo.
Fredag aften er det amerikanske justitsministerium gået i gang med at udgive dokumenter med relation til sagen. Det er de blevet pålagt af Kongressen.
Epstein-sagen har været en politisk hovedpine for den amerikanske præsident, Donald Trump, i flere måneder, også blandt Trumps mest loyale støtter.
Trump og Epstein var venner i 1990'erne og 2000'erne, hvor de festede sammen med andre medlemmer af den amerikanske og internationale magtelite.
Trump har sagt, at venskabet sluttede i 2000'erne, og at han ingen forbindelse har til Epsteins forbrydelser.
Jeffrey Epstein tilstod i 2008 at have betalt en mindreårig pige for seksuelle ydelser, hvilket kostede ham en fængselsstraf på 13 måneder.
Han døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige.
Op til valget i 2024 førte Donald Trump valgkamp på, at alle dokumenterne i sagen mod Epstein skulle frigives.
Efter at han fik præsidentposten, var han i flere måneder modstander af at frigive materiale. Han kaldte sagen for et demokratisk svindelnummer.
Det fik ifølge Reuters Trump-støtter til at beskylde Trumps administration for at forsøge at dække over Epsteins forbindelser til magtfulde mennesker og skjule detaljer om hans død.
/ritzau/
