Bill Clintons plan og den døde finger i Las Vegas

Her er historien om et hus i Las Vegas og om en død finger i en skål chili. Det er også historien om, hvorfor Bill Clinton tror, at økonomien kan gøre hans kone til præsident.

LAS VEGAS: Hovedpersonen i historien er et hus.

Vi kan ikke tale med den tidligere beboer, for hun er i fængsel, og den nuværende beboer har ikke noget med historien at gøre.

Så huset er hovedpersonen.

Det er et hus på 170 kvadratmeter, det har fire soveværelser, tre badeværelser, to biler i garagen, rødt tag og to etager. Det ligger på vestsiden af Las Vegas i et labyrintisk virvar af ensrettede gader og ens udseende huse, som kunne være bygget af den første eller anden gris i historien om de tre små grise. Husene er konstruerede med en træramme, hønsetråd, isolering, hvidt puds og hopla – sådan kom vores hus til verden i 2001.

Anna Ayala blev verdenskendt, da hun først fandt en afskåret finger i en skål chili på en fastfoodrestaurant og senere blev anholdt, dømt og fængslet i sagen, der viste sig at være opfundet af hende, for svindel. Hele sagen bundede i, at hun, der hverken havde job eller penge, havde købt hus for penge, hun ikke havde, inden boligboblen brast, og svindelnumret skulle have sikret, at hun havde penge til fortsat at finansiere det. Fold sammen
Læs mere

I 2002 flyttede den første ejer ind. Hun hed Anna Ayala, og hun kom fra en daglejerfamilie i det sydlige Texas, hun havde aldrig haft penge, og hutlede sig igennem med småjob, gummiechecks, trusler om sagsanlæg og almindelig plat, som USA Today dengang skrev. Og nu havde hun fundet husnøglen til det største plat af dem alle. Boligboblen.

Den daværende regering havde sluppet finassektoren løs, og alle og enhver – med og uden penge, med og uden arbejde, med og uden god kredit – kunne få et boliglån. I 2002 solgte Anna Ayala sin beboelsesvogn for 11.000 dollar, hun købte huset her i det vestlige Las Vegas for 199.000 dollar og lagde 10.000 dollar i udbetaling, viser rets- og boligdokumenter, som Berlingske har set. Eller med andre ord. Hun lagde fem pct. i udbetaling og lånte 95 pct.

Hun ejede godt nok ikke den beboelsesvogn, som hun solgte, og hun kunne derfor ikke sælge den.

Men det havde tiderne og Anna Ayalas hus til fælles. De var begge baseret på bedrag.

År 0

14 år senere – på en scene i Las Vegas – står tidligere præsident Bill Clinton.

Årene har grånet ham, og hans veganske diæt har pillet overfloden af ham, men han er stadig Bill Clinton. Samme smil, samme pegefinger og samme tække hos vælgerne. De elsker ham.

Det mest opsigtsvækkende i hans tale er imidlertid ikke en anakronistisk rejse tilbage til dengang, han var præsident, men derimod en kollegial kompliment til den nuværende præsident. Det er opsigtsvækkende, fordi alle præsidenter er i konkurrence om at være den bedste kandidat til Mount Rushmore, og nu roser Clinton – partifælle eller ej – en nulevende rival.

Clinton maler rædslerne i finanskrisen ud for publikum.

»Kan I huske, hvordan det hele ramlede sammen? Ingen blev hårdere ramt end jer – end Las Vegas. Ingen mistede mere,« siger han.

Men sådan er det ikke mere. Den amerikanske økonomi er igen i fremmarch, og denne gang er den bygget på fast grund.

»Det er præsident Obama, som har gjort det. Han får simpelthen ikke ros nok for den bedrift,« siger Clinton, og Hillary Clinton har i de seneste dage gentaget det samme mantra op til primærvalget i South Carolina, som finder sted natten til søndag dansk tid.

Det er en velovervejet kalkule om, at vælgerne husker finanskrisen – »Den store recession« – som begyndte i 2007 og formelt sluttede i 2009. Det var den største økonomiske nedtur i tre generationer, og så omfattende var den, at økonomer stadig i dag slås med at sætte tal på den, men ifølge en opgørelse fra fra den amerikanske forbundsbank kostede den mellem 40.000 og 120.000 dollar per amerikansk husstand alene i tabt vækst. 8,8 mio. amerikanere mistede jobbet – eller 12.200 hver dag – under recessionen. Syv millioner amerikanere mistede deres hjem, og antallet af officielt fattige nærmede sig 50 millioner – det højeste niveau i 52 år.

Og det begyndte alt sammen med mennesker, der fik boliglån, som de ikke skulle have haft, og det blev til en hyperventielleret hasardøkonomi.

Finger

Anna Ayala var nu husejer, og som konen i muddergrøften ville hun have mere. Meget mere.

For et hus var ikke kun rødt tag over hovedet, ikke i de år; et hus var en kontantautomat, som kunne omfinansieres og omfinansieres. For havde eksperterne ikke sagt, at festen ville fortsætte? Havde cheføkonomen fra den amerikanske ejendomsmæglerforening ikke netop offentliggjort en bestsellerbog med titlen »Derfor vil boligboomet aldrig stoppe«.

I 2002 kostede en gennemsnitsbolig i Las Vegas 225.000 dollar; i 2005 var prisen 400.000 dollar, og ifølge de officielle boligudskrifter omfinansierede Anna Ayala to gange. Hun havde givet små 200.000 dollar for sit hus, i de følgende år lånte hun yderligere 276.000 dollar i huset, og i 2005 skyldte hun over 400.000 dollar i det.

Hvordan en uformuende kvinde uden indtægt kunne låne så mange penge?

No problem. Mellem 2004 og 2006 var hvert femte boliglån et subprime-lån, det vil sige et lån til en låntager, som for den sags skyld kunne bo under en bro, og som skulle flytte sine ejendele fra en plasticpose til en walk-in garderobe. Dokumentation var ikke et problem. Hos de største og mest dristige boligfinansieringsselskaber var 90 pct. af lånene såkaldte »løgnerlån«, hvor låntagerne ikke skulle dokumentere indtægt og formue, men bare opgive tallene og skrive under på dem.

Men ingenting kommer af ingenting, og til sidst gik det med Anna Ayala som det gik med boligboblen. Der skulle et mirakel til for at få illusionsnummeret til at hænge sammen.

Hun forsøgte sig med et spektakulært plat, som gik verden rundt.

Hun kørte til San Francisco-området og gik ind på en fastfoodrestaurant, bestilte en chili – og fandt en afskåret finger i sin mad. »Kunde finder finger i chili,« lød overskrifterne i alverdens aviser, og Anna Ayala gjorde klar til alle sagsanlægs moder. Hun havde stor erfaring i at sagsøge virksomheder for at få penge ud af dem, og en chili med en død finger kunne udløse millioner i erstatning for psykisk svie og smerte.

Men hendes plat blev afsløret, fordi politiets teknikere gjorde deres arbejde; de konstaterede, at fingeren var meget koldere end resten af chilien – den var altså ikke opvarmet med chilien. Ayala måtte selv have puttet den i, og de sporede fingeren tilbage til Las Vegas. En ven af en ven af Ayala havde mistet fingeren på sit arbejde, og Ayala havde fået fingeren og lagt sin plan, formentlig for at redde sit overbelånte hus.

Den gik ikke. Hun fik ni års fængsel, i 2007 gik huset tilbage til banken, og i 2011 blev det solgt på tvangsauktion for 135.000 dollar.

Bills sats

Så hvorfor taler Bill Clinton – og også Hillary – så pænt om præsident Obama og Obamanomics? Hvorfor lover de nærmest at være Obamas tredje embedsperiode?

Svaret er økonomien. Svaret er, hvad præsident Obama har gjort ved Anna Ayala-økonomien.

Bill Clinton er en af de skarpeste politiske strateger i moderne amerikanske politik, og økonomien er kernen i hans tankegang. Han har f.eks. aldrig tilgivet sin vicepræsident, Al Gore, at han i 2000 førte sin valgkamp på populisme i stedet for på Clinton-årenes økonomiske resultater. Økonomisk tilfredshed får præsidenter valgt, populisme gør ikke.

Derfor er Clintons kalkule, at det økonomiske comeback i Obama-årene har været så robust og udbredt, at hvis Hillary Clinton krammer det tæt til sig, kan det føre til at hun bliver valgt.

Er økonomien god nok til den strategi? Måske. Obama overtog en ledighed, som nåede 10,1 pct., nu er den 4,9 pct. Han overtog en økonomisk vækst i minus. Siden 2010 er den vokset med 2,1 pct. om året. Han overtog en forbrugertillid i kulkælderen, på indekstal 55. Den er siden steget til 92. Han overtog en økonomi, som mistede 8,8 millioner. job, men han har i sin tid skabt 14 millioner private job.

Selv her i Las Vegas, hvor nedturen ramte hårdere end alle andre steder, kan Obamanomics mærkes.

I 2010 var ledigheden 14 pct., i dag er den under seks pct, og på vestsiden af byen, i et hus med fire soveværelser, tre badeværelser og to biler i garagen, sker der også noget. Huset blev handlet til 135.000 dollar i 2011, nu er det 239.000 dollar værd, oplyser ejendomssitet Zillow.

Det er de tal, som Bill Clinton gambler på. Det er de tal, som kan føre hans kone fra Las Vegas til Det Hvide Hus.