Bill Clintons mystiske benådning: »Det minder folk om en grim sag fra Clinton-parrets historie«

Hillary Clinton har ganske kort før præsidentvalget fået ribbet op i endnu en møgsag. Det er dog tvivlsomt, om det reelt vil påvirke valgresultatet, vurderer eksperter.

Mindre end en uge før det amerikanske valg har FBI frigivet 129-sider om Bill Clinton, der på sin sidste dag i Det Hvide Hus i 2001 benådede en eftersøgt. (Foto: CARLOS BARRIA/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: CARLOS BARRIA

Kun seks dage før præsidentvalget har det amerikanske forbundspoliti, FBI, offentliggjort 129 sider, som kan belaste Hillary Clinton.

Siderne drejer sig om Hillary Clintons mand, den tidligere præsident Bill Clinton, der på sin sidste dag som præsident benådede forretningsmanden Marc Rich.

Marc Rich var ellers på flugt fra det amerikanske justitsministerium og levede i eksil i Schweiz, fordi han var tiltalt for omfattende skatteunddragelse.

Sagen er særligt sprængfarlig, fordi Marc Rich dengang var gift med Denise Eisenberg Rich. En kvinde, som har doneret store summer til Det Demokratiske Parti:

Denise Eisenberg Rich »har været en stor politisk donor til Det Demokratiske Parti, og disse donationer har muligvis haft til formål at påvirke flygtningens benådning,« skriver FBI blandt andet. Og det presser naturligvis den kvindelige præsidentkandidat få dage før valget.

»Hillary Clinton har ikke tid til at vente på, at stormen blæser over, som den ellers gør i de fleste tilfælde. Det kan godt være, at det er ovre før valgdagen, men problemet opstår for alvor, hvis der kommer flere nye skandaler frem inden tirsdag,« siger Derek Beach, der er professor ved Aarhus Universitet og ekspert i amerikansk valg.

Hvad betyder det for Clintons valg?

Det minefelt, som Hillary Clinton lige nu bevæger sig i, er også at spore i meningsmålingerne.

»Der er sket en bevægelse i meningsmålingerne de sidste ugers tid, hvor Trump haler ind på Clinton. Det skyldes for det første, at en del republikanere er på vej hjem; det pæne borgerskab har haft det svært med Donald Trump og har derfor flirtet med tredjekandidaten Gary Johnson, men det ser ud til, at de alligevel stemmer republikansk. Samtidig flytter den her Comey-effekt en eller to procent fra Clinton til Trump,« siger Derek Beach med henvisning til FBI-direktøren James Comey, der leder efterforskningen af Hillary Clinton.

Forklaringen er, at Trump-tilhængere får blod på tanden, når Hillary Clinton ser ud til at træde ved siden af.

»Trumps vælgere bliver lidt mere entusiastiske som konsekvens af Clintons skandalesager, og samtidig bliver Clintons vælgere lidt mindre entusiastiske. Derfor slår Trumps vælgere mere igennem i meningsmålingerne end Hillarys,« siger Derek Beach.

Alligevel er han i tvivl om, hvor stor betydning Hillary Clintons email-sag egentlig har for udfaldet af præsidentvalget, netop fordi den slags sager plejer at gå i sig selv. Derek Beach bakkes op af Mette Nøhr Claushøj, der er USA-analytiker og ekstern lektor ved Københavns Universitet.

»Marc Rich-skandalen er en sag, som også har været oppe før i tiden. Det er ingen overraskelse, og derfor tror jeg heller ikke, at det kommer til at flytte stemmer,« siger Mette Nøhr Claushøj og uddyber:

»Det minder folk om en grim sag fra Clinton-parrets historie. Men det er jo ikke sådan, at folk har glemt, at hun og Bill Clinton har grimme sager i rygsækken, for der er ikke blevet snakket om andet fra Trumps side.«

Dokumenterne om Marc Richs mistænkelige benådning kommer, efter FBI under ledelse af direktøren James Comey i sidste uge genåbnede efterforskningen af Hillary Clintons private emails.