USA's tidligere præsident Bill Clinton vil fredag blive udspurgt om sit forhold til den dømte amerikanske seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Den 79-årige ekspræsident skal bag lukkede døre forklare relationen til Jeffrey Epstein over for et amerikansk kongresudvalg, der undersøger Epsteins forbrydelser.

Det sker dagen efter, at hans hustru, Hillary Clinton, afgav vidneforklaring.

Bill Clinton, der var præsident fra 1993 til 2001, fremgår mange steder i de dokumenter - blandt andet på flere billeder - som det amerikanske justitsministerium har offentliggjort i Epstein-sagen.

Ekspræsidenten har tidligere sagt, at han afbrød forbindelsen til seksualforbryderen længe før, at Epstein i 2008 blev dømt for handel med mindreårige piger.

Clinton har erkendt kontakten til Epstein, men han har nægtet, at han skulle have besøgt den afdøde rigmands caribiske ø.

Intet i de offentliggjorte dokumenter indikerer, at Bill Clinton skulle have gjort noget kriminelt.

Hillary Clinton blev torsdag spurgt ind til mandens forhold til Epstein. Her svarede den tidligere amerikanske udenrigsminister, at Bill Clinton ikke kendte noget til Epsteins forbrydelser.

- Jeg tror, at hans forbindelse til Epstein ophørte, flere år før noget om Epsteins kriminelle aktiviteter kom for dagen, sagde Hillary Clinton.

Hillary Clinton opfordrede i stedet udvalget til at udspørge USA's præsident, Donald Trump, "direkte under ed om de titusindvis af gange, han dukker op i Epstein-filerne".

Hun kaldte vidneforklaringen i Repræsentanternes Hus' tilsynsudvalg for "lang og meget repetitiv". Ifølge nyhedsbureauet Reuters varede høringen i syv timer.

Både Hillary og Bill Clinton har kritiseret, at høringerne i tilsynsudvalget ikke foregår offentligt.

Bill Clinton betegnede for tre uger siden høringerne som politisk motiverede.

- Hvis de vil have svar, så lad os stoppe julelegene og gøre det her på den rigtige måde: i en offentlig høring, hvor det amerikanske folk selv kan se, hvad det her virkelig handler om, skrev Clinton.

Epstein døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige.

Ghislaine Maxwell er Jeffrey Epsteins tidligere kæreste og mangeårige samarbejdspartner.

Hun fik i 2022 en fængselsstraf på 20 år for at have hjulpet Epstein med at have skaffet mindreårige piger med det formål at udnytte dem seksuelt.

/ritzau/