Bildt amok på TV-journalist

Da kameraerne var slukkede efter et kritisk interview, fik Sveriges udenrigsminister et vredesudbrud.

Den svenske udenrigsminister Carl Bildt. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Carl Bildt anklager en svensk TV-journalist for at lyve og for at føre partipolitik. Et meget kritisk interview på svensk TV4 var tæt på at køre skævt, og efter interviewet truede udenrigsministeren med næven af Ulf Kristofferson, skriver svenske aviser.

Bildt blev interviewet på direkte TV om sit engagement i firmaet Vostok Nafta, der har forbindelse til den russiske energigigant Gazprom. Socialdemokraterne antyder, at Bildt har modtaget bestikkelse og kræver bevis for, at udbetalte bestyrelseshonorarer til udenrigsministeren ikke var mod krav om en modydelse.

Under interviewet blev udenrigsministeren spurgt om disse anklager, og tog det meget ilde op. I resten af interviewet talt han og journalisten i munden på hinanden, og da kameraerne var slukket, fortsatte skænderiet.

"Nu er det her en politisk debat og ikke et interview ... det du påstår nu, ved du godt ikke er sandt, og du bidrager til at sprede løgne," sagde Carl Bildt ifølge Expressen.

På vej ud af studiet pegede Bildt flere gange anklagende på Ulf Kristofferson og anklagede ham for at føre partipolitik.

Til Expressen siger en af Bildts medarbejdere: "Udenrigsministeren er blevet udsat for et overgreb af TV4. Vi er meget skuffede over TV4, som driver kampagne mod Calle. Reporteren havde bestemt sig for at knuse moderaterne og Carl Bildt," siger en nær medarbejder.