Fredag morgen mistede en ansat på det russiskkontrollerede atomkraftværk i den ukrainske region Zaporizjzja livet.

Det skete, efter at en bombe, der var plantet i hans bil, blev udløst.

Det skriver Reuters.

Bomben blev udløst tæt på medarbejderens hus ved atomkraftværket.

Den dræbte, der selv var ukrainer, stod angiveligt i spidsen for det store atomanlægs sikkerhedsafdeling.

Ukraines militære efterretningstjeneste, HUR, har offentliggjort en video af øjeblikket, hvor bilen eksploderede.

HUR beskylder den dræbte for at være »krigsforbryder« og kollaboratør.

Han skulle ifølge efterretningstjenesten have givet Rusland en liste over anlæggets ansatte og derefter udpeget folk med proukrainske synspunkter – en oplysning, der kunne bringe de udpegede personer i stor fare. 

Russiske myndigheder fordømmer de ukrainske myndigheder, som de beskylder for at have orkestreret drabet.

Berlingske har ikke kunnet verificere de beskyldninger, som HUR har rejst mod den dræbte.

Advarsler

Zaporizjzja huser et af verdens største atomkraftværker. 

Russerne overtog kontrollen over anlægget kort efter Ruslands fuldskalainvasion i Ukraine.

Efter at det kom under russisk kontrol tilbage i 2022, er kraftværket blevet lukket grundet et sikkerhedshensyn.

Der er dog fortsat et konstant behov for strøm til at nedkøle det radioaktive materiale på kraftværket for at undgå en nedsmeltning.

Ukraine og Rusland har beskyldt hinanden for at stå bag angreb, som har ramt elledninger og ødelagt forsyningen af el til atomkraftværket.

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) har flere gange advaret om faren for den nukleare sikkerhed, hvis atomkraftværket kommer til skade. 

Atomkraftværket Zaporizjzja står normalt for en femtedel af Ukraines årlige elproduktion. Før invasionen havde det omkring 11.000 ansatte.