Bilbombe dræber 22 i Hilla

22 mennesker blev tirsdag dræbt, da en selvmordsbomber sprængte sin bil i luften i den sydirakiske by Hilla.

En selvmordsbomber sprængte tirsdag sin bil i luften og dræbte 22 mennesker ved en fyldt markedsplads i den irakiske by Hilla. 66 personer blev såret ved angrebet. Det oplyser irakisk politi.

Markedet ligger tæt på en fødeklinik i den shiamuslimske by, der ligger omkring 100 kilometer syd for Bagdad.

Eksplosionen har sat mindst 10 biler i brand.

Titusindvis af såvel amerikanske som irakiske soldater er blevet sat ind i en række offensiver i og omkring Bagdad i et forsøg på at dæmme op for det stadig stigende antal bilbomber. Det er hovedsageligt den sunnimuslimske organisation al-Qaeda, der menes at stå bag angrebene.

/ritzau/