Bilagsfusk koster svenske politikere pladsen i den svenske riksdag

Flere kandidater til det svenske valg har måttet trække sig efter bilagsrod. Politiker fra Sverigedemokraterna er den seneste i rækken, der har taget konsekvensen efter afsløringer af privat taxikørsel på skatteborgernes regning.

Sverigedemokraternas skolepolitiske talsmand, Stefan Jakobsson, har trukket sit kandidatur til det svenske riksdagsvalg på søndag, efter afsløringer af at han uretmæssigt har kørt for store beløb i taxi på statens regning. Fold sammen
Læs mere
Foto: 10080 Fredrik Sandberg/TT

Få ting er så giftigt som rod i bilagene i den svenske valgkamp.

Det har flere medlemmer af den svenske riksdag måtte sande, efter at det svenske medie Aftonbladet har gransket de folkevalgtes bilag.

Senest har taxikørsel for over 300.000 svenske kroner til private rejser kostet pladsen for Sverigedemokraternas riksdagsmedlem Stefan Jakobsson kort før, at svenskerne går til valg. Tirsdag aften trak han sit kandidatur på foranledning af Sverigedemokraternas formand, Jimmie Åkesson, men han forbliver medlem af partiet.

»Jeg har ikke givet ordrer. Men jeg har talt med Stefan om betingelserne for at fortsætte en mandatperiode til i Riksdagen. Og det er en samlet vurdering, jeg har lavet baseret på eksterne og interne reaktioner i partiledelsen,« sagde Jimmie Åkesson til Aftonbladet sent tirsdag aften.

Etablerede riksdagsmedlemmer taget i fusk

For blot to uger siden trak Kristendemokraternas riksdagsmedlem – tidligere kandidat til partilederposten - Penilla Gunther sit kandidatur til riksdagsvalget efter afsløringer af, at hun igennem Riksdagens udlejningstjeneste har lejet biler til private ture betalt af svenske skatteborgere. Ifølge Aftonbladet har hun siden 2014 brugt 200.000 svenske kroner på lejebiler.

Også det borgelige parti Moderaterna mistede på næsten samme tid en kandidat efter afsløringer af fusk med kørselspenge. Riksdagsmedlemmet Michael Svensson trak sig fra valgkampen, efter det i Aftonbladet kom frem, at han uretmæssigt har krævet kørselspenge for ture i Sverige.

Siden 2014 har Michael Svensson anmodet Riksdagen om 378.000 svenske kroner i kørselsgodtgørelse. I flere af tilfældene har han befundet sig i udlandet. Michael Svensson har meddelt, at han forlader politik.

Til ishockey på statens regning

Sverigedemokraternas Stefan Jakobsson har siden 2014 brugt 330.000 svenske kroner af skatteborgernes penge på private køreture til natklubber og private arrangementer.

Eksempelvis er taxitjenesten, der er forbeholdt tjenesterejser for Riksdagens medlemmer, blevet brugt til at transportere Jakobsson omkring 80 km fra hjemmet i Stallarholmen til den svenske hovedstad for at overvære en ishockeykamp. En rejse, der kostede 1.180 svenske kroner. Jakobsson hævder ifølge Aftonbladet, at han i løbet af kampen »mødtes med forskellige virksomheder«.

Selv forklarer Jakobsson miseren med, at han troede, det var normal procedure at bestille private rejser via Riksdagens taxitjeneste, og at han var uvidende om, at Riksdagen betalte regningen.

»Jeg troede helt ærligt, at man godt kunne bestille private rejser. Og efterfølgende har jeg ikke haft fuldt overblik over de regninger, der er kommet ind,« siger Jakobsson til Aftonbladet.

Ifølge reglerne for brug af Riksdagens taxitjeneste må den kun benyttes til private rejser i tilfælde, hvor »riksdagsforvaltningen af sikkerhedsmæssige grunde har anbefalet medlemmet at tage en taxi«. Men det har ikke været tilfældet med Stefan Jakobsson.