35 mennesker er dræbt og 43 såret, efter at en bil kørte ind i mennesker uden for et stadion i byen Zhuhai i Kina.

Det oplyser politi tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Et alvorligt og ondskabsfuldt angreb fandt sted ved Zhuhai Sports Centre, hvor den mistænkte kørte en bil ind i mennesker, som var ved at motionere, hvilket resulterede i 35 dødsfald og 42 sårede, står der i en meddelelse fra politiet.

Vidner har tidligere ifølge BBC beskrevet, at bilen kørte ind i grupper af mennesker, som benyttede sig af en løbe- og gåbane omkring det kinesiske stadion.

En 62-årig mandlig chauffør er ifølge BBC anholdt.

Kinas præsident, Xi Jinping, siger, at alt skal sættes ind for at behandle de sårede. Den skyldige skal straffes i overensstemmelse med loven, siger han. Det rapporterer statslige medier ifølge Reuters.

Hændelsen har fundet sted på trods af forøget sikkerhed i Zhuhai, som ligger i det sydøstlige Kina og har omkring 2,5 millioner indbyggere.

For tiden afvikles en stor luftfartsmesse nemlig i byen. Det er uvist, om hændelsen har forbindelse til messen.

/ritzau/