En bil er torsdag kørt ind i en gruppe af mennesker i Berlin i en ulykke, hvor flere er kommet til skade.
Det oplyser tyske redningstjenester ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det tyske medie Bild skriver, uden at angive sine kilder, at tre børn, som var del af en gruppe på i alt 15, er kommet lettere til skade.
Børnene er ifølge det tyske medie i alderen syv til otte år.
Imens er en kvinde, der passede på børnene, angiveligt kommet svært til skade. Hun er ifølge Bild blevet bragt på hospitalet.
Føreren af bilen, som er en BMW, er ikke kommet til skade.
Ulykken er sket omkring klokken 13.10 på Seestraße i bydelen Wedding.
/ritzau/
Del: