Et køretøj er kørt ind i en menneskemængde i den amerikanske by Los Angeles.
Mindst 30 personer er sårede efter påkørslen.
Der har i skrivende stund ikke været meldinger om dræbte i hændelsen.
Blandt de tilskadekomne skal mindst tre personer være i kritisk tilstand og seks i alvorlig tilstand.
Hændelsen er sket på Santa Monica Boulevard i bydelen East Hollywood.
Bilen kørte ind i en gruppe af mennesker der stod i kø for at komme ind på en natklub.
Scener fra stedet viser flere personer liggende på vejen omkring en smadret grå bil, der er kommet op på fortovet uden for spillestedet The Vermont, skriver det britiske tabloidmedie The Sun.
Ifølge NBC News har Adam VanGerpen, chef ved Los Angeles' brandvæsen, udtalt, at køretøjet ramte en tacovogn, før den påkørte et stort antal mennesker.
Der er muligvis tale om en person, der har mistet bevidstheden, og dernæst har påkørt folkemængden, lyder det fra VanGerpen. En unavngiven betjent med kendskab til sagen oplyser til CNN, at føreren af bilen var »påvirket«. Det bliver ikke specificeret, hvad personen skulle være påvirket af.
Han understreger dog, at det fortsat er tidligt i hændelsesforløbet, og at det derfor endnu ikke er officielt bekræftet.
Mediet AP skriver, at føreren af bilen var blevet skudt, men at det uklart, hvorvidt han blev skudt før eller efter, han ramte menneskemængden. Det vides ikke, hvilken tilstand, føreren er i. Men myndighederne har udtalt, at vidner til ulykken angreb føreren efter påkørslen.
Videoer fra stedet viser beredskabsfolk give behandling til mennesker på vejen.
124 brandfolk er til stede, lyder det videre.
Hændelsen er sket klokken 01.59 lokal tid ifølge brandvæsnet.


