Bil falder i vandet efter brokollaps ved norsk elv

Førerne af en bil og en lastbil er i god behold efter norsk brokollaps. Politiet har dog ikke fuldt overblik.

En personbil og en lastbil er påvirket af et brokollaps i Norge. Geir Olsen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En næsten 150 meter lang bro er mandag morgen styrtet sammen i Norge.

En personbil faldt i vandet som følge af kollapset, og også en lastbil er påvirket af ulykken. Førerne af begge køretøjer er fundet og i god behold.

Politiet har dog endnu ikke fuldt overblik over hændelsen.

»Politiet modtog klokken 07.34 en henvendelse om, at en bro over Lågen ved Tretten er kollapset. En lastbil og en personbil skal være påvirket.«

»Det er lige nu uvist, hvor mange personer der er berørt,« skriver det lokale politi i en pressemeddelelse omkring klokken 08.30.

Lågen – eller Gudbrandsdalslågen – er en stor norsk elv. Broen, der er kollapset, ligger ved Tretten i Øyer Kommune lidt nord for Lillehammer.

Politiets operationsleder, Bård Einar Hoft, siger til norsk TV 2, at det endnu er for tidligt at »udelukke, at der er yderligere folk, der er røget i vandet«.

Billeder fra området viser en personbil i vandet, mens en lastbil står på en del af den kollapsede bro ned mod vandet.

Det er mandag formiddag uvist, hvad der har forårsaget kollapset.

Broen blev åbnet for godt ti år siden – 15. juni 2012 – og består af to spor og et fortov. Den er 148 meter lang og ti meter bred.

Jon Halvor Midtmageli, borgmester i Øyer, er mandag til stede ved broen.

»Jeg står her og ser på den nu. Den er helt ødelagt. Alt er styrtet sammen,« siger han til den norske avis Dagbladet.

»Det er helt katastrofalt og uvirkeligt. Det er jo også en ret ny bro,« siger han.

Broen er af samme type som en anden norsk bro, der kollapsede i februar 2016. Den lå ved Sjoa og gik også over Gudbrandsdalslågen.

/ritzau/NTB