Biff er stor, stærk – og bange

Kære amerikanere, jeg elsker jer, men vil I ikke nok lade være med at være så bange?

Hvis verden er en skoleroman, så er USA Biff. Biff er en pokkers karl, han er rigere og stærkere, han har mere magt og flere venner i skolegården end alle andre. Han løber hurtigere og længere, han scorer flere mål og piger, og han fører sig med en selvsikker og skvadronerende facon.

Men han har en frygtelig hemmelighed: Han tisser i sengen. Når det bliver mørkt, når han ligger alene i sengen, så kommer mareridtene. Han føler en klam hånd om sjælen, og han vågner med en klam følelse om bækkenet og i en lugt af trappeopgang. For Biff – store, stærke Biff – er bange.

Jeg kørte forleden forbi et af de lokale gymnasier, som var pakket ind i politibiler og tilskuere, og i det lokale supermarked talte de om »lockdown« og »hvad bliver det næste?«. I sidste måned var to andre lokale gymnasier i lockdown, og nu var det så Santa Fe High, som knugede sig om sig selv, fordi en elev havde taget en luftpistol med i skole.

Dagen forinden havde supermarkedet formentlig talt om masseskyderiet i Californien, hvor et ægtepar angreb mandens arbejdsplads og dræbte 14. Og uger forinden var det sikkert Paris, som supermarkedet talte om, og før det var det skoleskyderiet i Oregon, kirkeskyderiet i Charleston, flygtninge­strømmene i Europa, Charlie Hebdo, snuff-videoer fra Islamisk Stat og ebola, og når man lægger det hele sammen, giver to målinger i den forgangne uge mening:

I den ene måling knuser Donald Trump sine rivaler i den Republikanske primærvalgkamp – han har med 31 pct. aldrig stået stærkere på landsplan – og i den anden måling siger amerikanerne, at de ikke siden 11. september 2001 har været mere bange for alting. 85 pct. siger, at de er bange for, at terrorister vil angribe dem, og New York Times opsummerer årsag-virkning i de to målinger:

»Amerikanerne føler en gnavende angst, som løfter Donald Trump i valgkampen.«

Men hvorfor i himlens navn føler amerikanerne sådan »en gnavende angst?« Hvorfor er Biff så bange?

Det er et besynderligt fænomen, som bl.a. sociologer og socialpsykologer som Jean Twenge og Barry Glassner hver for sig har påpeget. Amerikanere lever længere, rigere, sundere og bedre end nogensinde, kriminaltets­raten er styrtdykket, det samme er risikoen for atomangreb, luften er renere og ledigheden lav, og alligevel føler tre ud af fire amerikanere sig mere bange end de gjorde for 20 år siden, skriver Glassner.

»Aldrig har angsten og neuroticismen været så høj,« skriver Twenge i sin analyse af to generationer af amerikanere.

»Jeg er bange for alting. Jeg hader verden,« siger en kvinde til New York Times efter masseskydningen i Californien. »Vi er alle fulde af anticiperet frygt,« siger en socialpsykolog til avisen. »Vi er bange for noget, som ikke er sket endnu, men som kan ske.«

Det lyder alt sammen som et par af mine venner, som er Republikanere, og som jeg mistænker for at støtte Trump. »Det hele går i den gale retning,« gentager de som et mantra. »Hvad går i den gale retning?« spørger jeg tilbage, og svaret slår en fuld cirkel om sig selv. »Det hele.«

Eller som en kommentator sagde på Fox News: »Der er kun tre ting at stole på i øjeblikket. Gud, guld og håndvåben.«

Jeg elsker Amerika, og jeg elsker amerikanerne, men som europæer føler jeg engang imellem den amerikanske rædhed og pylrethed som en smule ynkelig.

USA har ikke i de seneste 100 år lagt jord til to verdenskrige, en sultkatastrofe, et holocaust og en halv snes borgerkrige, USA har ikke tre alvorlige krige på sit dørtrin, de halvanden mio. flygtninge ankommer ikke til USA, og Paris ligger ikke i USA. USA er ikke på indflyvningsvejen for ebola, og USA døjer ikke på samme måde med efterladenskaberne af finanskrisen. Det er alt sammen Europa.

Men man kan selvfølgelig ikke fortælle en angstfuld person, at hans angst er irrationel, for den er netop irrationel, og for at para­frasere Sofokles: For et menneske med frygten i sig er der puslelyde over alt, og herovre pusler det alle steder. Og som førnævnte Barry Glassner skriver i »Culture of Fear« – det er ikke så mærkeligt.

Siden 1960erne er amerikanerne blevet madet med frygt, for frygt sælger produkter og politik. Amerikanerne har med pang-effekt fået serveret frygt for døden, frygt for sorte, frygt for aldring, frygt for sygdom, frygt for kriminalitet, frygt for flyvning, frygt for fremmede og frygt for myndighederne, og det har fra den ene generation til den næste gjort rædhed til en standard, som Twenge har konstateret. Tag følgende reklame fra et forsikringsselskab »Invasion af dit hjem. Bortførelse af dit barn. Bilrøveri. Stalking. Trafikraseri. Flyraseri, ja selv flykapring … det er svært at tænke på. Men slags utænkelige nyheder præger hver dag TV, aviser, magasiner og websites, og de kan overgå din familie og dig.« Og der er kun ét at gøre – du skal sikre din familie og dig. Køb en livsforsikring.

Det er, hvad vi indtager herovre, hver dag, hele tiden, fra politikere, industrier og medier, og det skaber en frygtkultur, som famler efter en løsning, hvor der ikke er en – i en anden amerikansk kultur, i individualismen. Som tre forskere har beskrevet i The American Sociologist, så fører et terror­angreb eller en masseskydning til en kortvarig fællesskabsfølelse, men »værdierne udvikler sig hurtigt i en selvorienteret retning,« og så handler det ikke længere om, hvad USA som samfund kan gøre, men hvad jeg – med »Gud, guld og håndvåben« – kan gøre.

Og den slags er som at stoppe en stormflod med et skilt med »Ingen adgang. Hunden bider.« Efter masseskydningen i Californien hamstrede de beklemte guld og våben, og Republikanske toppolitikere sagde, at de bad for ofrene, men som New York Daily News skrev på sin forside: »God isn’t fixing this.« Dalai Lama sagde det samme efter Paris. Det nytter ikke at barrikadere os bag frygt og bede til Gud, sagde han, for »Gud vil sige til os, at vi skal løse problemet selv, for vi har selv skabt det.«

Det er humlen i de hønerædde amerikanere: Frygtkulturen gør dem hjerteangste, og de leder efter løsninger på angsten, hvor der ingen løsninger er. Det fører til afmagt, som fører til mere frygt, som for rigtigt mange fører til Donald Trump.

Og den afkørsel fra den onde cirkel burde få andre end Biff til at tisse i sengen.