Præsidenten ringede til sit foretrukne morgenshow på amerikansk kabel-tv.

Han rasede mod »eliten«, som han hævder forsøger at presse ham ud.

Han tordnede mod »millionærerne«, som vil have ham til at trække sig.

Han fortalte, at »store« og »entusiastiske« folkemængder har besøgt hans vælgermøder de seneste dage.

Og han sagde, at meningsmålingerne ikke er til at stole på.

Joe Bidens overraskende opkald til MSNBCs morgenudsendelse »Morning Joe« mandag morgen har vakt opsigt blandt amerikanske politiske analytikere.

For det lignede et træk, der var taget ud af Donald Trumps drejebog, skriver de.

Som præsident – og som kandidat – havde Donald Trump for vane at ringe til Fox News, Newsmax og andre af hans yndlingskanaler for at rase mod Demokraterne, eliten og sine politiske modstandere.

Men mandag var det altså Joe Biden, der henvendte sig direkte til amerikanerne via kabel-tv.

Det politiske medie Politico kalder det et »Trumpsk træk«.

»Det mindede mig meget om Trump,« sagde en demokratisk strateg til mediet Semafor, og en republikansk strateg er enig.

»Taktisk, ligner det, at Biden har stjålet en side fra Trumps drejebog.«

Bidens strategi

Biden har været under alvorligt pres siden tv-duellen mod Donald Trump, hvor han fremstod svag og usammenhængende.

Med sit opkald til sit yndlingsprogram på MSNBC forsøgte han at tegne et billede af, at det kun er eliten i Washington, D.C., der ønsker, at han ikke genopstiller i november, mens folket ønsker sig en Biden-periode mere.

»Jeg bliver så frustreret af eliten – jeg taler ikke om jer, gutter – eliten i partiet: 'åh, de er så kloge',« sagde præsidenten.

»Enhver, som ikke mener, at jeg skal stille op, kan bare stille op mod mig. Stil op til præsidentvalget, udfordr mig på konventet,« sagde Biden energisk.

En række demokratiske politikere, donorer og strateger har de seneste dage for første gang sagt højt, at de mener, at Demokraterne har bedre muligheder for at slå Donald Trump med en anden kandidat end Joe Biden.

»De er store navne, men jeg er ligeglad med, hvad de store navne tænker,« sagde Biden.

Han forsøger at portrættere enhver demokrat, som stiller spørgsmål ved Joe Bidens fremtid som præsident, som forræder.

En meningsmåling foretaget af Reuters efter tv-debatten mod Trump har vist, at en tredjedel af de demokratiske vælgere mener, at Joe Biden ikke bør genopstille.

Under telefoninterviewet gik Biden i rette med værten Mika Brzezinski, som beskrev ham som den »formodede demokratiske kandidat«.

»Jeg er mere end den formodede. Jeg bliver Demokraternes kandidat,« sagde Biden grinende.

I dag ventes at blive en nøgledag for Demokraterne og Joe Biden.

I Kongressen skal både de demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus og Senatet holde møder, hvor de for lukkede døre og uden mobiltelefoner skal diskutere, hvorvidt de skal lægge mere pres på Joe Biden for at trække sig.

Samtidig er alverdens øjne rettet mod den amerikanske hovedstad, hvor Joe Biden fra i dag skal lede NATO-topmødet.

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.