Bidens ansigtsudtryk stjæler opmærksomheden: »Uvurderligt«

Med sin påklædning og sit tilråb lykkedes det i nat højrefløjspolitikeren Marjorie Taylor Greene at få præsidenten i tale.

Han får storros for sin tale.

USAs præsident, Joe Biden, skulle i nat levere en State of the union-tale med det formål at bevise, at han ikke er en »velmenende, ældre mand med dårlig hukommelse«, som han ellers for nylig blev stemplet som i en for ham katastrofal rapport.

Men det optrin, der for alvor er løbet med opmærksomheden, fandt sted, før han overhovedet åbnede munden.

»Uvurderligt« er ordet, der går igen på sociale medier om Joe Bidens ansigt, da han før sin tale får øje på Marjorie Taylor Greene.

Højrefløjspolitikeren havde i dagens anledning iklædt sig i fuldt »MAGA«-dress med en iøjnefaldende rød Make America Great Again-kasket, et stort »45« for Donald Trumps præsidentnummer på siden og matchende rød jakke.

Præsidentens reaktion kan ses i videoen ovenfor. Den er siden blevet delt vidt og bredt på sociale medier.

Afbrød under talen: »Sig hendes navn«

I en video på X forklarer Marjorie Taylor Greene, hvorfor hun derudover er iført en T-shirt og et badge med teksten »Sig hendes navn, Laken Riley«.

Laken Riley var en 22 år gammel sygeplejerskestuderende, som i februar blev fundet myrdet. Hun var blevet myrdet under en løbetur – ifølge politiet var gerningsmanden en migrant fra Venezuela.

Republikanerne har i lyset af hendes død kritiseret Joe Biden for en grænsekontrol, de mener er for slap.

»Laken Riley ville stadig være i live, hvis Biden-administrationen havde passet sit arbejde,« sagde Mike Johnson, den republikanske flertalsleder i Repræsentanternes Hus, torsdag.

Han har for nylig nægtet at lade et lovforslag, som kombinerer øget grænsekontrol med en støttepakke til Ukraine, komme til afstemning. Det skete efter pres fra Donald Trump.

»USA er under angreb på grund af Joe Bidens åbne grænsepolitik,« siger Marjorie Taylor Greene i sin video.

»USA er i en national sikkerhedskrise på grund af Joe Biden.«

Under Bidens tale afbrød Taylor Greene og krævede, at præsidenten skulle sige Laken Rileys navn.

Det gjorde han. 

»Laken Riley blev dræbt af en illegal,« sagde Biden ifølge CNN og tilføjede, at han føler med forældre, som har mistet børn, sådan som han selv har oplevet det.

»Som en forandret mand«

Nattens State of the union-tale var Joe Bidens største og eneste chance for at sælge ideen om, at han alligevel skal have fire år mere i Det Hvide Hus.

Han bestod eksamen, skriver Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen:

»Ingen havde regnet med, at det ville gå så godt, som det gjorde. Den 81-årige præsident var usædvanlig veloplagt, da han holdt sin tale i Kongressen. Som en forandret mand. Væk var den skrøbelige ældre mand, som vi har set alt for meget til på det seneste.«

Analysen kan du læse her.