USA's præsident, Joe Biden, har mandag fremlagt en plan for reform af USA's højesteret.

Det meddeler Det Hvide Hus.

Biden opfordrer til en forfatningsændring, der vil omgøre en nylig beslutning om præsidenters immunitet.

Her afgjorde den konservativt dominerede højesteret, at tidligere præsident Donald Trump i vid udstrækning var omfattet af immunitet under sin embedsperiode fra 2017 til 2021.

Det har betydning for en række aktuelle sager, hvor anklagere ønsker Trump straffet.

Det gælder blandt andet en føderal retssag, hvor Trump er anklaget for at forsøge at omgøre resultatet af præsidentvalget i 2020, hvor han tabte til Biden.

- Dette land er grundlagt på et enkelt men gennemgribende princip: ingen er hævet over loven. Ikke USA's præsident. Ikke en dommer i USA's højesteret. Ingen, skriver Biden i en kommentar, der er offentliggjort mandag.

- Det, der sker nu, er ikke normalt, og det undergraver offentlighedens tillid til domstolens beslutninger.

Bidens reformplaner omfatter også en tidsmæssig begrænsning for, hvor længe dommere kan sidde i højesteretten.

I dag er en amerikansk højesteretsdommer udpeget på livstid.

Tre af de ni dommere, som i dag sidder i højesteretten, er udpeget af Trump. I de seneste år har de tilført Biden flere politiske nederlag.

Blandt andet var alle tre med til at omstøde afgørelsen "Roe v. Wade", som i næsten fem årtier sikrede amerikanske kvinder føderal ret til abort.

Alle tre Trump-udpegede dommere var under 60 år, da de blev indsat. Det betyder, at de potentielt kan blive siddende i årtier.

Efter en række skandaler vil Biden også have indført et etisk kodeks for dommerne.

Senest har en af de konservative højesteretsdommere, Clarence Thomas, indrømmet, at han har taget imod to luksusrejser i 2019, som var betalt af en af Det Republikanske Partis donorer.

Juraekspert Steven Schwinn fra University of Illinois Chicago, levner dog ikke Bidens reformplaner mange chancer for at blive vedtaget i Kongressen.

Han vurderer, at Biden formentlig forsøger at "få offentlighedens opmærksomhed" og "gøre højesteretten til et emne i valgkampen".

Præsidenten ventes senere mandag at præsentere flere detaljer, når han taler i Austin i Texas.

Biden har et halvt år tilbage af sin præsidentperiode. Han har meddelt, at han ikke genopstiller, men i stedet støtter vicepræsident Kamala Harris som sin efterfølger på posten.

Både Biden og Harris arbejder for at genindføre retten til abort. Det er et værdipolitisk spørgsmål, der i høj grad deler vandene i USA.

/ritzau/AFP