Biden vil have færdigvaccineret 160 millioner inden 4. juli

Hvis nye vaccinemål nås, vil USA gå markant skridt mod at vende tilbage til normalen, siger embedsmand.

Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: KEVIN LAMARQUE

USA er godt i gang med indsatsen for at vaccinere befolkningen mod coronavirus.

Ikke desto mindre vil landets præsident, Joe Biden, tirsdag annoncere nye vaccinemål for USA.

Det oplyser Det Hvide Hus tirsdag. Præsidenten selv vil præsentere tiltagene senere tirsdag.

De nye mål går på, at 70 procent af den voksne befolkning skal have fået mindst et vaccinestik 4. juli. Det er landets uafhængighedsdag.

Samme dato skal mindst 160 millioner voksne være færdigvaccinerede. Det svarer til knap halvdelen af hele landets befolkning på cirka 331 millioner indbyggere.

Sidste uge var omkring 30,5 procent af befolkningen - eller cirka 101 millioner - blevet færdigvaccineret.

»Hvis vi gør fremgang hen mod dette mål, vil flere og flere amerikanere opnå beskyttelse mod covid-19. Og Amerika vil have taget et markant skridt mod at vende tilbage til normalen,« siger en embedsmand til journalister.

/ritzau/Reuters