Det føles efterhånden som længe siden.
Men det er kun lidt over 100 dage, siden Joe Biden var USAs præsident.
Nu kommenterer han i et nyt stort interview med BBC sin afløser på posten, Donald Trump. Det er ekspræsidentens første større interview, siden han i januar forlod embedet.
Joe Biden holder ikke igen.
Europa kommer til at miste tilliden til den amerikanske ledelse, lyder det fra den tidligere præsident, som kritiserer Trumps behandling af sine allierede.
Dermed er otte årtiers nær alliance mellem USA og Europa, som ifølge Biden har sikret fred, frihed og demokrati, i fare.
Det er under USAs værdighed, mener han.
»Den måde, vi taler om det på – Den Amerikanske Golf (som Trump-administrationen har omdøbt det, der uden for USA hedder Den Mexicanske Golf, red.), måske skal vi tage Panamakanalen tilbage, måske skal vi overtage Grønland, måske skal Canada … Hvad fanden foregår der?« spørger Joe Biden.
»Hvilken præsident taler nogensinde sådan? Det er ikke, hvem vi er. Vi står for frihed, demokrati, mulighed – ikke for konfiskering.«
»Moderne eftergivenhedspolitik«
Trump-regeringens udfald mod allierede lande er ikke det eneste, Biden kritiserer.
Han langer blandt andet også ud efter den nytiltrådte regering for dens politik omkring Rusland og Ukraine.
Donald Trumps pres på Ukraine sammenligner Biden med Storbritanniens fejlslagne politik over for Adolf Hitler i 1930erne.
Det er »moderne eftergivenhedspolitik« over for Rusland, siger han, og henviser dermed til den britiske premierminister Neville Chamberlains politik i slutningen af 1930erne, som ikke lykkedes med at undgå Anden Verdenskrig.
»Hør, hvad Putin sagde, da han talte om at gå ind i Ukraine. Han kan ikke klare, at det russiske diktatur, han styrer, at Sovjetunionen er kollapset,« siger Biden.



