Biden og Warren tørner sammen om sundhedsforsikring i tv-dyst

Mens Biden ønsker at videreføre Obamacare, vil Warren og Sanders indføre et system kaldet "Medicare for All".

Former Vice President Biden li
De to demokrater Joe Biden og Elizabeth Warren kæmper begge om at blive Demokraternes udfordrer til præsident Donald Trump til præsidentvalget i USA i november 2020. Her ses de under tv-debatten i Houston natten til fredag dansk tid. Mike Blake/Reuters Fold sammen
Læs mere

Houston. Kun få minutter inde i nattens tv-debat mellem de resterende ti demokratiske præsidentkandidater i USA tørnede de to frontløbere sammen.

Således røg tidligere vicepræsident Joe Biden og senator Elizabeth Warren i totterne på hinanden over spørgsmålet om, hvorvidt et offentligt finansieret sundhedsvæsen i USA er realistisk.

Joe Biden var hurtig til at kritisere Warrens plan om at sikre Medicare til alle.

Det amerikanske program Medicare er en sundhedsordning for ældre over 65 år.

76-årige Joe Biden fortalte, at han har tænkt sig at bygge videre på tidligere præsident Barack Obamas historiske sundhedsreform, Obamacare, der trådte i kraft i 2010. Obamacare forpligtede alle til at have en sundhedsforsikring og udvidede dækningen til de fattigste amerikanere.

Mens amerikanerne ifølge Biden selv bør have lov til at vælge mellem et privat og et offentligt sundhedsvæsen, ønsker Elizabeth Warren og Bernie Sanders at gå over til et offentligt system kaldet "Medicare for All" - på dansk "Medicare til alle".

Biden beskylder Warren og hendes progressive kollega Bernie Sanders for at ville pille Obamacare fra hinanden. Samtidig mener han, at deres plan ikke er økonomisk realistisk.

- Jeg ved godt, at senatoren (Elizabeth Warren, red.) siger, at hun er for Bernie (Sanders, red.). Nå, jamen jeg er for Barack (Obama, red.). Efter min mening virkede Obamacare, sagde Joe Biden under debatten på University of Houston i delstaten Texas.

- Det her handler om åbenhed, ærlighed og store idéer.

Elizabeth Warren, der er rykket op på en andenplads i meningsmålingerne efter Joe Biden, roste Obamas indsats på sundhedsområdet, men påpegede samtidig:

- Spørgsmålet er nu, hvordan vi bedst kan forbedre den.

Bernie Sanders erklærede sig enig med Warren og sagde, at Medicare til alle er den mest omkostningseffektive løsning.

Tirsdag i denne uge blev den årlige rapport fra det amerikanske folketællingskontor Census Bureau offentliggjort.

Den viste blandt andet, at antallet af amerikanere uden en sundhedsforsikring i 2018 steg for første gang i et årti.

/ritzau/Reuters