Biden kritiserer republikanske stemmeregler: Har I ingen skam?

Mindst 17 stater i USA har i år gennemført love, som gør det sværere for borgere at få lov til at stemme.

I en passioneret tale langer præsident Joe Biden ud efter Donald Trump og hans støtter for at gøre det sværere at få lov til at stemme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er bydende nødvendigt for USA at få vedtaget gennemgribende lovgivning om stemmerettigheder, selv om processen i øjeblikket står stille i Kongressen.

Sådan lyder budskabet fra USA's præsident, Joe Biden, i en tale.

Han giver dog ikke et svar på, hvordan han vil overvinde den republikanske opposition og få det gennemført.

Adskillige stater styret af republikanere har i år gennemført nye stemmerestriktioner. Det er noget, som Bidens forgænger, Donald Trump, pressede på for.

Og det er Biden stærkt utilfreds med. I en passioneret tale langer han ud efter Trump og hans støtter, dog uden at nævne sin forgænger ved navn.

»Hør mig klart og tydeligt: Der udspiller sig et angreb i Amerika i dag, et forsøg på at undertrykke og undergrave retten til at stemme i retfærdige og frie valg.«

»Den Store Løgn er netop det: en stor løgn,« siger Biden og henviser til de udokumenterede påstande fra Trump-fløjen om, at der foregik svindel ved præsidentvalget i 2020.

»I Amerika accepterer du resultaterne, når du taber. Du følger forfatningen. Du prøver igen. Du kalder ikke fakta for løgn og forsøger ikke at omstyrte det amerikanske eksperiment, bare fordi du er utilfreds. Det er ikke statsmandskab. Det er selviskhed,« fortsætter Biden.

Demokraterne og borgerrettighedsgrupper har opponeret mod stemmerestriktionerne. Kritikere mener, at de særligt er rettet mod sorte, latinamerikanere og yngre vælgere, som har hjulpet med at vælge demokrater.

Republikanere forsvarer dog de ændrede regler. De mener, at det hjælper til at forhindre valgfusk, som er et fænomen, der ifølge eksperter sjældent finder sted i USA.

Biden beder republikanere om at skifte standpunkt.

»Har I ingen skam?,« spørger han.

Demokraternes ønskede lov om stemmerettigheder, som skal forhindre republikanernes tiltag, har svære vilkår i Kongressen.

Biden og Demokraterne er blevet stoppet af Senatets republikanere, som har blokeret lovforslaget fra overhovedet at blive debatteret.

Ifølge Brennan Center for Justice ved New York University Law School har mindst 17 stater i år gennemført love, som begrænser adgangen til at få lov til at stemme. Og flere overvejer at gå samme vej.

/ritzau/Reuters