Biden: Fire lande støttede amerikansk-britisk angreb
Joe Biden oplyser, at Australien, Holland, Bahrain og Canada støttede amerikansk-britisk angreb i Yemen.
Joe Biden oplyser, at Australien, Holland, Bahrain og Canada støttede amerikansk-britisk angreb i Yemen.
Australien, Holland, Bahrain og Canada støttede amerikansk-britisk angreb mod Houthi-bevægelsen i Yemen, oplyser USA's præsident, Joe Biden, i en pressemeddelelse.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har landene ydet "ikke-operationel støtte" til det amerikansk-britiske angreb, har den britiske premierminister, Rishi Sunak, oplyst.
Australiens forsvarsminister, Richard Marles, oplyser, at Australien har bidraget med personel.
Det fremgår ikke præcist, hvilken form for støtte de andre lande har ydet. Der er endnu heller ingen meldinger om døde eller sårede personer i forbindelse med angrebet.
USA vil ikke tøve med at beordre yderligere foranstaltninger, oplyser Joe Biden.
Houthi-bevægelsen står bag en række angreb på skibe i Det Røde Hav.
- Disse angreb er et direkte modsvar til hidtil usete angreb mod internationale maritime fartøjer i Det Røde Hav - herunder brug af ballistiske missiler, beregnet til at ramme skibe, for første gang i historien, udtaler Biden i en udtalelse udsendt af Det Hvide Hus.
- Disse angreb har sat amerikansk personel, civile sømænd, og vores partnere i fare, bragt handel i fare, og truet vores frihed til at navigere, udtaler Biden videre.
Fra Rishi Sunak lyder det, at det britiske flyvevåben har udført angreb mod militære mål, der bliver brugt af Houthi-oprørere.
Den britiske flåde vil fortsætte med at patruljere Det Røde Hav som en del af en multinational operation, der skal hindre aggressioner fra Houthi-bevægelsen, oplyser premierministeren.
Ifølge Storbritannien viser tidlige indikationer, at angreb har svækket Houthi-bevægelsen til at true handelsskibe.
I en udtalelse fra det amerikanske forsvarsministerium fremgår det, at angrebet har været rettet mod flere forskellige mål, som ifølge USA har relation til Houthi-bevægelsen. Det gælder ifølge USA våbenlagre med droner, ballistiske missiler, krydsermissiler og overvågningssystemer til overvågning af luftrum og kyststrækning.
Ifølge den amerikanske regering tager over 20 lande allerede del i Operation Prosperity Guardian, som skal være med til at opretholde sikkerheden i Det Røde Hav.
I sidste uge udsendte USA sammen med 13 allierede og partnere en advarsel til Houthi-bevægelsen om at stoppe angreb.
/ritzau/