USA pålægger Rusland nye og omfattende sanktioner. Det siger USAs præsident, Joe Biden, i en udtalelse om situationen i Ukraine torsdag aften dansk tid.

Den kommer, efter at Rusland har indledt en invasion i Ukraine. Det er »et overlagt angreb«, siger den amerikanske præsident.

»Putins aggression vil koste Rusland dyrt,« siger Biden.

Inden Bidens tale var der spekulation om, hvorvidt USA ville udelukke fra Rusland fra SWIFT – det internationale betalingssystem. Denne sanktion kunne ramme de russiske virksomheder hårdt.

Men SWIFT-hammeren blev i værktøjskassen.

Biden forklarede hvorfor:

»De sanktioner, vi har indført, overgår SWIFT,« sagde Biden, antydede også, at det var Europa, der ikke var klar til at smide Rusland ud af SWIFT.

»Det er altid en mulighed, men lige nu er det ikke en position, som resten af Europa ønsker at tage.«

Sanktionerne kommer heller ikke til at ramme den russiske præsident direkte. Men det er »på bordet«, siger Biden.

Sanktionerne er koordineret med EU og har til formål at begrænse Rusland i at være en del af den internationale økonomi.

De amerikanske sanktioner rammer blandt andet fem af Ruslands største banker, der udelukkes fra USAs banksystem, ligesom deres adgang til USA suspenderes.

»Vi har med vilje tilrettelagt de sanktioner, så de har maksimale og langvarige konsekvenser for Rusland, men minimerer konsekvensen for Europa,« siger Biden.

USA forventer også, at de nye sanktioner vil stoppe over halvdelen af Ruslands import af højteknologi.

Biden siger videre, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, har afvist alle udstrakte hænder og tilbud om dialog.

»Vi har advaret i ugevis om, at det her ville ske. Og nu udfolder det sig i store træk, som vi havde forudset.«

Udviklingen betyder også, at USA nu sender flere soldater til Tyskland.

Biden understreger, at amerikanske soldater ikke skal til Ukraine og kæmpe. De soldater, der er sendt til Europa, skal støtte NATO og USAs allierede i Europa, lyder det fra Biden.

/ritzau/