Bibis skræmmekampagne gav pote

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har vundet sit fjerde valg og trodset både meningsmålinger og analyser. Han har et greb om befolkningen, som den israelske venstrefløjen kun kan drømme om.

Israels ny- og genvalgte premierminister, Benjamin Netanyahu, besøgte onsdag sammen med sin søn, Yair, Grædemuren i Jerusalem, hvor han takkede israelerne for valget. Foto: Thomas Coex Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Hans slutspurt var fænomenal.

Da samtlige meningsmålinger lod Benjamin Netanyahus Likud-parti sakke bagud med hele fire mandater sidste fredag, blot fire dage før parlamentsvalget, gjorde Netanyahu noget, ingen andre nulevende israelske ledere er i stand til. Han satte turbo på enmandshæren, lod sig interviewe til alle de israelske medier, han har nægtet at tale til i seks år og vendte valgresultatet til egen fordel. Mandat for mandat.

I løbet af de fire dage nåede Netanyahu at sige ting, der gjorde venstrefløjen endnu mere sikker på sejr. Han så panisk ud, svedte under interview og angreb medierne for at være venstreorienterede. Han beskyldte sin modstander Yitzhak Herzog for at være svag og de skandinaviske lande for at ville vælte ham. Han tegnede et dommedagsagtigt skræmmebillede, hvor Hamas, Islamisk Stat, Hizbollah og Iran ligger på lur for at komme Israel til livs og lovede sine vælgere, at en palæstinensisk stat aldrig vil se dagens lys på hans vagtskifte. På selve valgdagen smed han en racistisk klingende trumf ved at advare mod de arabiske israelere, der vandrede til valgstederne i »flokkevis«.

På Israels venstrefløj og i udenlandske diplomatkredse var man sikker på, at Netanyahu var færdig. At han havde kørt sig selv i sænk helt fra talen i Kongressen i Washington til den sidste skræmmeretorik fem minutter i valgtid. Men de tog alle fejl. Netanyahus advarsler havde tændt kampgejsten i selv de mest døsige Likud-vælgere og gjort ham til landets tryllekunstner. Men Netanyahus spurt er for venstrefløjens vedkommende også en bitter lektion i, at en enkelt person under angreb rammer en nerve i befolkningen, som venstrefløjen dårligt nok vil erkende eksisterer.

En del af Mellemøsten

Valget har sat fokus på venstrefløjens manglende fornemmelse for dem, der ikke tilhører landets klassiske ashkenasi-elite, og Yitzhak Herzogs kampagne under sloganet »Bare ikke Bibi« endte med at vække alle dem, der ikke ville finde sig i uvederhæftig personforfølgelse.

I en sen nattetime efter det israelske valg, hvor Benjamin Netanyahus sejr allerede var begyndt at sænke sig over Den Zionistiske Unions parti, satte en af Yitzhak Herzogs tidligere rådgivere ord på årsagen til fiaskoen:

»Israels venstrefløj tror, vi er en del af Europa, og glemmer, at Israel faktisk ligger i Mellemøsten.«

Han mener ikke, at Benjamin Netanyahu kun er demagogen, der taler for at vinde stemmer. Netanyahu mener det, han siger, og mange israelere har det på nøjagtig samme måde. For de lever i Mellemøstens ustabilitet. Ikke i Europa.

Samtidig har mange israelere følt en arrogance fra venstrefløjen, der tillod sig at basere hele sin valgkampagne på det uoriginale »Bare ikke Bibi«-slogan. De personlige angreb på Netanyahu og hans kone, Sara, fik israelere til at slå en beskyttende ring omkring Netanyahu-parret ud fra logikken om, at når nogen angribes så råt, ikke bare fra det internationale samfunds side, men også på hjemmefronten, så skal vedkommende beskyttes. Især når den »hvide« ashkenasi-elite fra Tel Aviv, som er Zionistisk Unions kernevælgere, knap nok har gidet at tage stilling til de opråb, Netanyahu har bragt på banen under valgkampen.

Mange menige israelere føler, at det er alt for virkelighedsfjernt bare at give Netanyahu skylden for bruddet med den amerikanske præsident, fordi de faktisk kan se, at der er et reelt problem med en dårlig atomaftale med Iran. De vil gerne bevare et godt forhold til USA, men de vil også have lov til at råbe vagt i gevær, når de føler, det er nødvendigt. Netanyahu selv har afskrevet Obama for længst. Han håber, at den demokratiske præsident vil blive afløst af en republikaner, hvorefter presset på Israel vil blive afløst af broderlig forståelse. Og Obama er så forholdsvis langt henne i sin præsidentperiode, at Netanyahu føler sig stærk nok til at trodse ham.

Utrygge israelere

Mange israelere er også utrygge, fordi de ikke ved, hvad de skal forvente fra Hamas i Gaza, IS i Sinai og Syrien og Hizbollah i Libanon. Ikke bare fordi Netanyahu minder dem om, at den virkelighed også eksisterer. Og når der ikke lyder et soleklart alternativ fra venstrefløjen ud over gentagelsen af »Bare ikke Bibi«-sloganet krydret med nedladende retorik mod nationalister og religiøse fra venstreorienterede meningsdannere, føler de sig fremmedgjorte over for venstrefløjens ledere.

De føler på mange måder ligesom venstrefløjens kernevælgere, at de lever i et helt andet Israel.

Det er den befolkningsgruppe, der mødte talstærkt op til det israelske valg for at sige nej til arrogancen og velkommen til den virkelighed, der skræmmer dem. Det er de israelere, der er trætte af at høre kritik af Israels bosættelsespolitik fra europæisk side, fordi deres opfattelse er, at det er let at sidde på sikker afstand i Europa og pege moralske fingre.

Den ny regerings udfordringer

Netanyahu er træde-vande-typen, og det er hans vælgere også. Hellere få skældud af EU end at tage forhastede beslutninger, der kan sætte sikkerheden over styr.

Ræsonnementet er; hvorfor rømme områder, hvis det kan skade Israels sikkerhed? Det omvendte argument om at tage chancen med henblik på at løse konflikten preller både af på Netanyahu og hans vælgere, fordi de hverken stoler på palæstinenserne eller den region, de selv er en del af.

Hans politik gennem de seneste seks år har været at holde forhandlingerne med palæstinenserne på lavt blus som en slags gestus, mens han har udvidet de jødiske bosættelser som den del af projektet, han virkelig tror på.

Forskellen fra tidligere, hvor de internationale reaktioner på de jødiske bosættelser har været verbal kritik, er, at stemningen har ændret sig de seneste seks år.

Netanyahu vil blive konfronteret, både af palæstinenserne, men også i stigende grad af EU, hvis hans kommende regering ikke åbner for reelle fredsforhandlinger med afvikling af besættelsen som mål.

Med en ren højrefløjsregering vil Netanyahu ikke kunne føre forhandlinger med palæstinenserne. Med en national samlingsregering kan han godt. Han har begge muligheder, og de kommende uger vil vise, hvordan han vælger at løse problemet om Israels tiltagende internationale isolation.