Bhuttos drømmesyn

DR-korrespondenten Steffen Kretz interviewede i 2005 Pakistans tidligere premierminister Benazir Bhutto, som var tæt på at blive myrdet under et voldsomt attentat­forsøg, da hun forleden vendte hjem efter års selvvalgt eksi

Benazir Bhutto er nu tilbage i det Pakistan, som ironisk er blevet kaldt en hær med et land snarere end et land med en hær. Hun har ofte i sin politiske karriere slået på, at hun vil gøre op med generalerne. Her er hun få timer efter ankomsten til Karachi og efter det bombeattentat, som kunne have kostet hende livet. Foto: AFP/Carl de Souza Fold sammen
Læs mere

Benazir Bhutto er én af den slags imponerende personligheder, der kan kigge på dig med et fast blik uden at blinke i en halv time i træk – sådan føles det – og samtidig formulere sig formfuldendt og præcist uden mindste tøven eller søgen efter ordene. Hun er et magtmenneske om en hals, født ind i politik på det allerhøjeste niveau, men hun er også en kvinde, hvis stemme knækker over og bliver grødet, når hun fortæller om sin afsked med faderen, aftenen før hans henrettelse. Og hvis øjne et par minutter senere bliver smalle og fryser til is, når hun bliver bedt om at forklare de korruptionsanklager, der fældede hende som Pakistans premierminister.

Benazir Bhutto er en levende politisk begavelse, men også et sammensat menneske, der på godt og ondt er et produkt af det samfund, hun er udsprunget af.

Hun blev ikon for en hel verdens kvinder, da hun som 35-årig blev valgt som Pakistans premierminister og dermed blev den første kvindelige leder af et muslimsk land. Siden er hun to gange blevet fældet af korruptionsanklager – reelle eller fabrikerede – og har levet i selvvalgt eksil i London og Dubai for at undgå at komme bag tremmer.

Dubai, Karachi, London
Jeg møder hende i hendes hjem i Dubai, en prægtig villa hvorfra hun styrer sit parti, PPP, det pakistanske folkeparti. Det er i foråret 2005, og hun har sagt ja til at medvirke til et interview i DRs internationale interviewserie, »De Skrev Historie«. Eller rettere: Hendes håndgangne mænd i partiets kontorer i London og Karachi har på hendes vegne sagt ja efter at være blevet overbevist om, at interviewet vil nå et stort internationalt publikum. For Benazir Bhutto planlægger allerede i 2005 sit politiske comeback i Pakistan og har allerede øjnene fæstnet på parlamentsvalget i januar 2008.

Benazir selv har jeg ikke talt med på forhånd, og det første møde med Pakistans tidligere premierminister er mildt sagt anspændt.

Vi bruger fire timer på at ommøblere hendes stue og stille udstyr op, så stuen nu mest af alt ligner et TV-studie med tre kameraer, snesevis af ledninger og masser af projektører. Men netop som vi er klar, kommer én af hendes hjælpere ind. Han kigger forbløffet på opstillingen og siger: »Nej, nej – madame kan ikke sidde der. Det går ikke.« Hvorfor ikke, vil jeg vide? Fordi madame må ikke vende mod øst, siger den nervøse mand. Men hvor er øst da, spørger jeg. Det kan han ikke rigtig svare på, og nu ændrer han strategi: Madame kan ikke sidde med ryggen til døren.

Et øjeblik efter kommer Benazir Bhutto ind, hun kigger kort på opstillingen og siger det samme. Hun er parat til at aflyse interviewet, medmindre vi drejer hele opstillingen 180 grader, siger hun med ophidset stemme og skrider ud af rummet med hastige skridt.

Vi bruger yderligere to timer på at møblere det hele om, og da interviewet senere er færdigt, spørger jeg hende nysgerrigt, hvorfor hun ikke ville sidde i den position, vi havde sat op til hende.

»Fordi jeg havde et drømmesyn i aftes. Og i det drømmesyn blev interviewet en katastrofe, fordi jeg sad med ryggen mod døren,« siger Benazir Bhutto og smiler koket, som om det var den naturligste ting i verden, at den tidligere – og måske kommende – leder af en nation med 160 millioner mennesker og et større arsenal af atomvåben lader sig styre af et drømmesyn.

Født til indflydelse
Benazir Bhutto voksede op i et privilegeret hjem med rigdom og indflydelse og med en far – Zulfikar Ali Bhutto – der var levende engageret i politik, og som senere blev Pakistans premierminister. Hun har ikke sit demokratiske sindelag fra fremmede. For mens hendes skoleveninder var henvist til at spise resterne af middagsmaden, når faderen og brødrene havde spist, så sad den unge Benazir for bordenden overfor sin far. Hun var familiens første barn og blev opdraget i en ånd af lighed mellem kønnene, der på ingen måder findes i Pakistan generelt.

Som bare 16-årig bliver hun sendt til Harvard University, for hun skal have en uddannelse, insisterer faderen – mens hendes mor og moster hovedrystende ser til og forudser, at hun vil ende som pebermø, fordi ingen pakistansk mand med respekt for sig selv vil gifte sig med en kvinde, der har brugt sin tid på bøger i stedet for på at lære at holde hus.

Benazir Bhutto siger selv, at årene på universiteterne i England og især i USA har præget hele hendes verdensbillede. Hun ramte lige ned i ungdomsoprøret med Watergate-skandalen og Vietnam-krigen og titusindvis af unge, der demonstrerede og krævede, at Nixon trådte tilbage. Stærke sager for en ung kvinde fra en diktaturstat, fra et komplet mandsdomineret samfund, hvor alle adlød og frygtede mænd med magt.

Det var her, at Benazir Bhutto fik øje for de vestlige værdier og formulerede de politiske slagord om frihed, lighed og demokrati, der senere fik hende valgt i Pakistan, og som samtidig gjorde hende til USAs og Vestens kæledægge.

Afsked med faderen
Under vores timelange samtale i hjemmet i Dubai taler Bhutto i fuldkomne og velformulerede sætninger på sit formfuldendte engelsk. Af og til klinger nogle af svarene næsten for velforberedte, de er næsten ordrette gengivelser af passager i hendes i øvrigt medrivende selvbiografi, »Østens Datter«. Men da vi når til at tale om afskeden med hendes far i en fængselscelle i Rawalpindi en aften i 1979, falder hun pludselig ud af den kontrollerede rolle. Stemmen bæver og knækker. Der samler sig fugt i begge øjne, der truer med at blive til tårer, og magtmennesket og toppolitikeren vinker afværgende og beder om at få kameraerne slukket, mens hun samler sig. Forinden når hun at sige:

»Far sagde til mig: Du har din frihed og penge, du skal ikke spilde dit liv lige som mig. Rejs til England og lev dit eget liv. Og det var i det øjeblik, at jeg besluttede, at jeg ville tage kampen op. At min fars død ikke skulle være meningsløs.«

Faderen er blevet afsat af militæret ved et kup og er blevet anklaget for at have myrdet en politisk modstander – en belejlig fabrikeret anklage ifølge Benazir Bhutto. Faderen bliver hængt, og Benazir arver lederposten i PPP, partiet, der nærmest er blevet drevet som faderens familiefirma. Hun kender betingelserne, og hun ved bedre end nogen, at prisen for politisk aktivisme i Pakistan kan være umådelig høj.

»Min far lærte altid os børn, at vi aldrig måtte frygte frygten. Skæbnen ville råde, og det eneste vi kunne gøre, var at leve med værdighed og selvrespekt,« siger hun.

I syv år var Benazir ind og ud af husarrest i Pakistan og indimellem i eksil i England, men i 1986 tillader generalerne det første demokratiske valg i 11 år, og Benazir Bhutto vender hjem til Karachi til en stormende modtagelse fra hundredtusinder af mennesker – præcis som det skete i den forgangne uge. Da valget afholdes to år efter, vinder hun og bliver anerkendt verden over for sin kamp for frihed og lighed i den unge stat, der er præget af fattigdom, undertrykkelse og en galoperende korruption.

På det tidspunkt tager det f.eks. 20 år at få oprettet en telefonlinje – medmindre man betaler en net sum i kontanter på et offentligt kontor, fortæller Benazir. Ironisk nok er det netop anklager om korruption formuleret af hendes politiske modstandere, der to gange fælder hende som premierminister og endeligt sender hende i selvvalgt eksil i 1996, seks år før mit møde med hende i Dubai.

Er hun skyldig? Det er umuligt at svare på. Ifølge hende selv er det rutine, at generalerne fælder parlamentariske ledere med korruptionsanklager, når det er belejligt for dem – fordi den slags anklager er så svære at modbevise. Der er derimod ingen tvivl om, at det er lykkedes at sværte Bhutto-navnet med anklagerne, netop fordi de aldrig er blevet tilbagevist i en retssal. Men det ser hendes tilhængere igennem fingrene med. Hendes personlighed, hendes dramatiske og tragiske familiehistorie og uomtvistelige magtbase i hjemlandet gør hende til en næsten mytisk skikkelse, der kan få titusinder på gaderne og få generaler til at ryste i bukserne.

På trappen foran villaen i Dubai stiller jeg Benazir Bhutto et sidste spørgsmål: Hvordan vil du gerne huskes? Hendes svar er lige så klart, som det virker velforberedt:

»Jeg vil gerne huskes som en person, der gjorde en forskel for mit folk og især for kvinder. Som et menneske, der var opslugt af kampen for frihed og menneskelig værdighed.«

DR1 genudsender i aften kl. 23.55 Steffen Kretz' interview med Benazir Bhutto.