Bhutto og Musharraf indgår aftale

Bhutto og Musharraf har ifølge regeringskilder indgået aftale om national forsoning.

Pakistans præsident, Pervez Musharraf, og tidligere premierminister Benazir Bhutto nåede torsdag til enighed om en national forsoningsaftale, som baner vej for en magtdeling, sagde regeringskilder i Islamabad.

- De er nået til enighed om udkastet til en aftale, og den vil blive offentliggjort af præsidenten fredag, sagde Sheikh Rashid, der er minister for jernbaner i Pakistan og tæt på Musharraf.

- Benazir Bhutto har givet sit tilsagn, sagde han.

Forsoningsaftalen vil give amnesti til politikere, som var med i regeringer i Pakistan mellem 1988 og 1999, hvilket indebærer, at blandt andre Bhutto vil undgå at blive retsforfulgt på grundlag af korruptionsanklager, der tvang hende i eksil.

General Pervez Musharraf er favorit til at blive genvalgt til endnu en femårig periode som præsident. Bhutto planlægger at vende hjem til Islamabad fra sit eksil i London den 18. oktober. Hun ventes at blive premierminister, mens Musharraf forbliver på præsidentposten.

/ritzau/AFP