Bhutto: Musharraf klar til at smide uniformen

Pakistans præsident Musharraf er gået med til at dele magten i landet og træde tilbage som hærchef. Det siger den tidligere premierminister Benazir Bhutto.

Pakistans præsident, general Pervez Musharraf, er klar til at lade tidligere premierminister Benazir Bhutto vende hjem fra sit eksil i London og dele magten med hende. Det siger Bhutto selv i onsdagsudgaven af den britiske avis The Daily Telegraph.

Hun fortæller i et interview, at forhandlingerne med Musharraf ikke er endeligt afsluttet, men at de er godt på vej. Blandt andet skulle Musharraf være gået med til at hænge sin generaluniform ind i skabet og droppe posten som landets øverste militære chef.

- Spørgsmålet om uniformen er helt afgørende, og der har været store fremskridt på det område i de seneste forhandlingsrunder, siger Bhutto.

Musharraf forsøger i øjeblikket desperat at styrke sin magtbase frem mod et kommende valg i efteråret.

/ritzau/