Bhutto klager over chikane mod parti

Bhutto siger, at hendes partis kontorer og kandidater chikaneres forud for det pakistanske parlamentsvalg den 8. januar.

Den pakistanske oppositionsleder Benazir Bhutto klagede torsdag over, at regeringen har bedt sikkerhedsstyrkerne om at lukke hendes partikontorer.

Bhutto sagde samtidig, at pakistanske efterretningsagenter presser hendes partis kandidater til at opgive at deltage i det forestående parlamentsvalg.

Men Benazir Bhutto tilføjede, at trods chikanen er pakistanerne så trætte af inflation og arbejdsløshed, at det bliver svært for tilhængere af præsident Pervez Musharraf at svindle sig til sejr ved parlamentsvalget.

Valget holdes den 8. januar, og det bliver en dyst mellem Bhuttos parti, en anden tidligere premierminister Nawaz Sharifs parti og partiet, som støtter Musharraf.

/ritzau/Reuters