Bevæbnede mænd stormer universitet i Kenya - mindst fire dræbt

Mindst fire personer har mistet livet, og mere end 40 personer meldes såret efter, at en gruppe bevæbnede mænd torsdag morgen har stormet et universitet i Garissa i Kenya.

Foto: STR. Et universitet i byen Garissa, Kenya, blev tidligt torsdag morgen stormet af bevæbnede mænd, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Læs mere
Fold sammen

Mindst fire personer har mistet livet, da universitetet i byen Garissa i det nordøstlige Kenya torsdag morgen blev stormet af bevæbnede mænd.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Mændene bar masker, da de trængte ind på universitet, hvor de ifølge Reuters har været i timelang ildkamp med kenyanske politistyrker. Flere studerende holdes ifølge Reuters fanget i bygningen, som er blevet omringet af politi og soldater, som forsøger at få de bevæbnet mænd ud. Mere end 40 personer er blevet såret under angrebet.

»Angriberne skød vilkårligt inden for på universitet,« siger Kenyas generalinspektør Joseph Boinet ifølge Reuters.

Det vides endnu ikke, hvem de maskerede og bevæbnede mænd er, da ingen gruppe har påtaget sig ansvaret for angrebet endnu.

Den seneste tid har den somaliske islamistiske gruppe al-Shabaab stået bag flere angreb i Garissa, der ligger nær grænsen til Somalia.

Gruppen har siden 2011 udført flere angreb i Kenya. Det voldsomste fandt ifølge BBC sted i 2013, da 67 mennesker dræbt, da terrorister angreb og belejrede stormagasinet Westgate i hovedstaden Nairobi.